Nikolaj Coster-Waldau får sit ansigt på frimærke

Den danske skuespiller er blandt de Game of Thrones-karakterer, der får deres eget britiske frimærke.

Ritzau
Nikolaj Coster-Waldau får sit ansigt på et frimærke. Foto: /ritzau/AP/Amy Sussman
Kultur 4. januar 2018 14:45

Nikolaj Coster-Waldau er en populær herre, ikke mindst takket være rollen som Jaime Lannister i successerien "Game of Thrones".

Snart kan fans få lov til at slikke ham i nakken, når den danske skuespiller og flere andre fra castet får deres egne frimærker.

Det er britiske Royal Mail, der lancerer frimærkerne, som bliver frigivet senere i januar. Der er tale om 15 forskellige slags, skriver den britiske avis The Telegraph.

Frimærkerne, der også afbilleder karakterer som Jon Snow og Daenerys Targaryen, kan allerede nu forudbestilles.

Ifølge Huffington Post er frimærkerne en hyldest til de mange britiske kræfter, der er med til at skabe serien.

Det er ikke første gang, Royal Mail har ladet sig inspirere af populærkultur.

Da postselskabet i 2015 kunne fejre 50 år med særudgaver af frimærker, kunne man blandt de 2663 forskellige design finde både Star Wars- og Harry Potter-udgaver.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...