VM i håndbold

Nikolaj Jacobsen forbereder sig på nyt norsk finalehold

Den danske landstræner ser frem til en dyst mellem verdens to bedste spillere, Mikkel Hansen og Sander Sagosen

Landstræner Nikolaj Jacobsen mener, at det er helt fortjent, at det er Danmark og Norge, der står over for hinanden i VM-finalen i herrehåndbold.

Landstræner Nikolaj Jacobsen mener, at det er helt fortjent, at det er Danmark og Norge, der står over for hinanden i VM-finalen i herrehåndbold.

HÅNDBOLD:Det er de to helt rigtige hold, der søndag løber på banen for at tage hul på VM-finalen i herrehåndbold. Det mener landstræner Nikolaj Jacobsen, der ser frem til naboopgøret mod Norge.

- Jeg synes, det er de to hold, der har spillet det bedste håndbold under denne turnering, siger han.

Danmark er på forhånd udråbt til favorit og har allerede tidligere i turneringen vundet over nordmændene. Derfor forbereder landstræneren sig på et helt andet norsk hold, end det Danmark besejrede med 30-26 i det indledende gruppespil.

- De kommer med noget nyt. Vi skal nok forvente, at vi kommer op imod nogle andre ting, og de vil prøve at løse tingene lidt anderledes. Så vi forbereder os på forskellige scenarier, siger han.

Ligesom i den første kamp mellem de to hold er der fokus på duellen mellem danske Mikkel Hansen og norske Sander Sagosen. I det første opgør vandt danskeren klart den duel. Hansen scorede 14 mål, mens den norske holdkammerat fra Paris Saint-Germain nettede 4 gange.

Landstræneren håber, at Mikkel Hansen igen vinder duellen.

- Det er en duel mellem to af verdens bedste håndboldspillere, som med rette kan gøre sig fortjent til den sammenligning. Mikkel betyder rigtig meget. Sådan som han spillede mod Frankrig, gør han mange ting meget lettere. Og der er også mange ting, der ser lettere ud, end de er, fordi han løser tingene, som han gør. Det er vigtigt, at han spiller på det niveau, siger Jacobsen.

Mikkel Hansen peger dog på, at der er mange andre dygtige spillere på begge hold, men han forsøger at bruge omtalen af ham og holdkammeraten til noget positivt.

- Det motiverer os begge til at ramme et højt niveau og vise, at vi begge to er dygtige spillere, men i sidste ende, så handler det ikke om, hvorvidt han eller jeg laver 15 mål.

- Det handler om, at vi gerne vil vinde med vores hold. Vi skal op imod et godt hold, og vi skal forberede os så godt som muligt, og der er ingenting, der er vundet endnu, siger Mikkel Hansen.

Kampen mellem Norge og Danmark fløjtes i gang søndag klokken 17.30. /ritzau/