Nissans ny skønhed

Trods beskedne ydre mål er den ny Micra både til høj hat og lange ben

Biler 6. oktober 2002 08:00

PARIS: Forudsigeligt design græssende til det søvndyssende. Sådan har Nissans i øvrigt glimrende biler været op gennem 80'erne og 90'erne, men så tog pokker ved japanerne. Den ny Primera bryder afgørende med fordums forsigtige stil. Designmæssigt er den klassens mest avancerede, og nu understreger Nissan med den ny Micra, at Primera'en ikke er en enlig svale, når det gælder smart og anderledes design. Micra'en tiltrækker sig fuldt forståelig masser af opmærksomhed på den aktuelle biludstilling i Paris. I forhold til forgængeren er de ydre mål stort set de samme, og den er en halv snes cm kortere end eksempelvis Peugeot 206. Men indendøre er Micra'en imponerende. Den må være klassens bedst "udhulede" bil, for der er højt til loftet som i Citroën C3 og endnu bedre benplads bagi end i den franske konkurrent. Men sådan opfatter man ikke udefra den kompakte og kugleformede Micra med de kraftigt sider og de ret fremtrædende forlygter a la ældre Porsche 911'ere. Lille, sjov og kæk tager Micra'en sig ud. Forårs-premiere Den er i øvrigt første produkt af samarbejdet mellem Renault og Nissan og skal ifølge planen være platform for kommende nye versioner af Renault Twingo og Renault Clio. Den ny Micra ventes til Danmark i begyndelsen af 2003, så der foreløbige endnu ingen prisoplysninger på den, men et forsigtigt gæt er en startpris i omegnen af 135.000 kr. Micraen bygges både som tre- og fem-dørs, og der den vil kunne fås både med benzin- og dieselmotorer. Det drejer sig om tre benziner på henholdsvis 65 hk, 80 hk og 88 hk samt en 65 hk diesel. Nul nøgle Elektroniske high-tech detaljer byder mini-Nissan'en på i form af bl. a. et åbne-køre system uden brug af nøgle. Når føreren med sin specielle nøgle i hånden nærmer sig bilen, registrerer systemet, at nu kommer ejermanden. Han kan så blot med tryk på en knap åbne døren, ligesom motoren startes uden nøgle. Komfortudstyret tæller også detaljer som automatisk aircondition og regnsensor, og på sikkerhedsområdet noteres bl. a. seks airbags.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...