Nissebandens Lene kan blive Årets Borger 2004

SKAGEN KOMMUNE: Spejderleder Lene Pedersen bringes i forslag som Årets Borger 2004 blandt andet for et mange-årige arbejde med at producere nisser og dekorationer til KFUM-spejdernes store julemarked på Markvej. Ingrid Jensen skriver: - Fordi hun som frivillig leder af Nissebanden lægger både hus og flid i arbejdet for KFUM-spejderne til stor gavn for en del af byens børn og unge. Hun har været frivillig spejder gennem 20 år. Elsebet Mc Manus bringes i forslag af Jytte Ulriksen: - Hun har trofast tjent Skgen Nærradio i mange år. Hun er dygtig og et varmt menneske. Halinspektør i Skagen Kultur- og Fritidscenter Ejnar Guldager Nielsen bør være årets borger, mener Karen Hvid Jepsen: - Han er det mest venlige mennesker - hjælpsom i alle forhold, når man skal leje en sal i hallen. Musikskolens leder Tove Therp foreslåes af Kirsten Lüders: - Hun er et fund for Skagen. Og af Kirsten Skånberg: - Tove er en fantastisk korleder, sanger, dirigent - og er det med stor entusiasme og talent. Det er læserne af dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende, der indstiller kandidater og stemmer på Årets Borger 2004 i Skagen Kommune. Sidste frist for at indstille en kandidat var søndag, og tirsdag bringes den stemmeseddel med samtlige kandidater, som afgør, hvem der får den fine titel.