Nissefreden er forbi, gammelfar

PÅ LOFTET Børn over alt i Himmerland formåede påny at vække julemanden i rette tid

EMNER 1. december 2002 07:00

HIMMERLAND: Uden al tvivl venter der sæsonarbejder Jul. E. Nissen 24 travle dage. I går vækkede børnene årstidens i særklasse mest populære gammelfar, og de flere hundrede utålmodige børn forsamlet foran Bies Loft i Hobro fik helt sikkert fat i den ægte vare, da anstrengelserne af deres taktfaste "kom så julemand, kom så julemand, kom så julemand" omsider blev belønnet. Først måtte han af forståelige grunde lige gnide øjnene og strække sig dovent, inden den hilsende gestus ned mod børnene udløste en regn af flødekarameller. Og gaveriet ville næsten ingen ende tage, da først den hvidskæggede gamle herre i rød dragt fik luntet sig i geled i trængslen blandt hujende og sammenstimlende unger, som med et trylleslag glemte alt om sur novemberregn. Fantasiens blide og hvide snefnug dryssede allerede rundt et sted deroppe og mindede os om, at julen snart er over os. - Vi I godt være søde at hjælpe mig gennem døren, når jeg kommer ned, for jeg er nemlig blevet så tyk og gammel, appellerede julemanden oppe fra sit loft? - Jaaaaa. - Og er I forresten glade i dag - har I alle ønsket jer nogle rigtig gode gaver til jul? - Jaaaaa. - Og har I husket, at der skal være orden på jeres værelser, når jeg kommer? - Uhh-neeeej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...