EMNER

Nissen er flyttet med i det nye rådhus

BRØNDERSLEV:Hvert år sender Brønderslev Kommune julekort til et par tusinde modtagere i ind- og udland. I 14 år har traditionen været, at en lokal kunstner udformer julekortet - eller rettere værket, som kortet er kopieret efter. I år har Dorthe Stiller malet det gamle rådhus. Og det med en lys, gul himmel - og en lille nisse i kælderen, hvor der tidligere var arrest. - Det er en god tradition, og julen er en tid, hvor vi dyrker traditionerne. ”Rør blot ikke ved min gamle jul”, som det hedder i en af julesangene, siger borgmester Jens Arne Hedegaard. - Nu er en ny tradition ved at vokse frem: Julekort på e-mail. Et elektronisk julekort er bedre end ingenting, men jeg synes nu alligevel, at der er noget særligt ved at få julekort med posten og se, hvad venner og familie har skrevet i år. Der er ikke den samme fryd ved at åbne indbakken i mail-programmet. Dorthe Stiller har eget galleri i Ø. Brønderslev. - Det er en ære at få lov til at lave årets julekort. I øjeblikket er gamle byhuse mit foretrukne motiv, fortæller hun. Det gamle rådhus er opført i 1921, da Brønderslev blev købstad. - Jeg starter altid med at lægge en bund med en masse forskellige farver på lærredet. Og så trækker jeg de ting frem, som jeg synes giver billedet noget. Det kan f.eks være de gule farver i himlen, som hun fordeler med spartlen. - Det gamle rådhus er klædt i varme farver. Jeg ser julen i de tændte lys. Og i himlens lyse toner kan man se, at det snart er jævndøgn igen og foråret er på vej, forklarer borgmesteren. Dorthe Stiller forklarer, at hun med sin metode undgår, at der nogensinde bliver to ens billeder. - Det bliver aldrig som fotografi, men lyset bagved er ikke sådan at styre. Der er ganske rigtigt blevet lys i vinduerne, men metoden har også bevirket, at det grangiveligt ser ud som om, der er rødklædte nisser et par steder i den gamle bygning. Og hvem ved: Måske er der også nisser på loftet på rådhuset? I denne tid er der jo nisser allevegne.