EMNER

Nissen er krympet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sæby Museum har før haft udstilling af nisser. Foto Carl Th. Poulsen

Nisser er ikke, hvad de har været. Helt bogstaveligt. For nisser var ikke de små hyggelige fyre for 1100 år siden, hvor vi kender til de første sagn om de små rødhuede væsener. De var faktisk heller ikke små. - Nissen i julekalenderen i dag er kun på størrelse med en dukke, men tidligere var han beskrevet som en gammel mand på størrelse med en ti-årig dreng, fortæller Charlotte Grøndahl, der gemmer sig bag dør nummer tre til Sæby Museum. Nissen boede på landet og hjalp til på gården. Det kan man også se på det ældste billede, der findes af en nisse. Det er fra 1555. Han lignede også bonden med sit grå tøj, træsko, lange skæg og røde hue. Men nissen skal omgås med respekt, fortæller museumsinspektøren. - Han passer på gården, men behandler man ham dårligt, tager han frygtelig hævn, forklarer hun. Nissen blev først til den mere hyggelige fyr, da folkemindeforskerne i 1800-tallet samlede de gamle sagn og myter. De blev udgivet med illustrationer, der i høj grad har defineret, hvordan nissen siden kom til at se ud. Faktisk fik nissen noget af et comeback. Han fik hæderspladsen øverst i juletræet, som vandt indpas i de finere borgerlige hjem.