Lokalpolitik

Nisserne kommer med toget

} JULETRÆ: Som traditionen byder, får Vrå på søndag besøg af nissefamilien. Nisserne ankommer med toget til Vrå Station klokken 14.20 og går derfra over i Uhrenholdts Gård, hvor der danses omkring juletræet, mens Jørn Lyng spiller julemusik. Vrå Beboer- og Erhvervsforening sørger for godteposer til børnene. Byens forretninger holder åbent og i Sparekassen Vendsyssel er der åbent hus. Ombygningen af sparekassens hovedkontor er slut og personalet kan derfor vise de nye lokaler frem. Samtidig inviterer sparekassen børnene til forestillingen "Nisserne og den forsvundne nissemus". } KOMMUNALBESTYRELSEN har vedtaget at holde møderne i 2005 efter samme opskrift som de foregående år. Dvs. at der er kommunalbestyrelsesmøde den anden mandag i hver måned, bortset fra juli. Offentliggørelsen af kommunalbestyrelsens og udvalgenes dagsordener kommer også til at foregå som hidtil. } BYGNINGSFORBEDRINGSUDVALG: Kommunalbestyrelsen har godkendt at Anders Møller Andersen, Løkken, og Lasse Lehmann Nielsen, Hundelev, indtræder i bygningsforbedringsudvalget som repræsentanter for grundejerne. Udvalget behandler ansøgninger om støtte efter byfornyelsesloven. } SEJRSKURS: Vrensted IF's håndboldpiger i serie 1 er atter på sejrskurs. Holdet mødte forleden Bagterp IF, der havde hårdt bruge for points for at komme væk fra bunden. Vrensted IF behøvede til gengæld sejren for fortsat at være en trussel mod rækkens førerhold fra Aalborg HK3. De to hold fulgtes pænt ad de første 30 minutter, men så trak Vrensted IF fra, og vandt kampen med 18-12. Målscorere for Vrensted IF blev: Anette Isaksen, 8, Conny Nielsen, 3, Lone Larsen, 2, Anette Christensen, 2, Helle Svendsen, 1, Brita Helledie, 1, og Dorthe Clausen, 1.