Nisserød premiere på Nøddebo Præstegård

BROVST:Der var så rødt, at en tyr ville være blevet desorienteret, på Brovst Hotel fredag eftermiddag. Sygeplejerskerne fra Brovst Sygehus afdeling A1 var nemlig mødt op til forpremiere på Nøddebo Præstegaard iklædt feststemte knaldrøde kjoler. Tyl, satin og nervøs velour, og alt sammen pure rødt, havde teatergæsterne klædt sig i, og de matchede dermed meget godt skuespillerne på scenen, hvor halvdelen var nisser. Forestillingen havde sygeplejerskerne købt, og den blev dermed en snydestart på teaterforeningen Skovspillenes julestykke. Med start i går opføres Nøddebo Præstegaard igen i dag og en sidste gang i morgen. På scenen pulsede den over 100 år gamle historie løs med energi og indlevelsesevne. Unge Nikolaj vil så forfærdelig gerne med sine to ældre brødre til Nøddebo Præstegaard, hvor pastor Blicher og hans to dejlige døtre bor. Da han endelig får dem overtalt til at tage af sted, bliver Nikolaj kåd af glæde og i sin eufori byder han præstegårdens karl på øl og cigar for at høre om alt det fantastiske, der venter ham: - Jo, det er rigtignok et par nydelige fruentimmere, bedyrer karlen. Og sådan går det derudaf med vendinger fra det forrige århundrede. ”Så! Snak!” og ”næveskkaft” er andre eksempler. - Vil Mads ikke ringe med klokken?, spørger Andrea Margrethe højtideligt i tredjeperson, Og der går rent Far til Fire i den med replikker som ”Død og pine. Vores tog går om en halv time.” De tre unge brødre tager af sted til præstegården, men enhver kan jo regne ud, at regnestykket ”tre knægte, to fruentimmere” ikke går op. Faktisk bliver det noget værre rod, og der er oven i købet nisser på loftet og jul lige om lidt. Elsebet Vibe-Petersen har instrueret stykket og spiller selv Sidse Lugekone.