EMNER

Nisseskibet bragte Løgstør i julestemning

Juleskibet lagde i går til kaj for 40. år i træk - flere hundrede forventningsfulde borgere tog imod

LØGSTØR:Hvis Løgstør-egnens beboere ikke var i julestemning i forvejen, så kom de i hvert fald, da Juleskibet kom til byen i går. Flere hundrede forventningsfulde og forfrosne borgere i alle aldre - fra småbørn, der lige var kommet i gåalderen, til velvoksne pensionister - ventede ved byens nye havnekaj ved Hotel du Nord, da Juleskibet lagde til med fuld julemusik. Om bord var et stort nisseorkester fra Løgstør Musikforsyning og ikke færre end tre julemænd og en nissemor. Den store flok af nisseklædte musikere og julemænd gjorde tydeligvis de mindste ganske betuttede. Hvem var mon julemanden? Mange har sikkert drømt om nisser og julemænd i nat. Det var skipper Frode Sønderstrup, tidligere lods, der for 30. år i træk styrede Juleskibet sikkert i havn med start fra Aggersund. Sejladsen foregik i Frode Sønderstrups slæbebåd Tornen. Det er 40 år siden, Juleskibet første gang lagde til kaj i Løgstør. Alle sejladser er forløbet planmæssigt med Frode Sønderstrup som skipper. Men inden han kom til, var der to år i træk, hvor det gik galt: På grund af tåge gik skibet på grund og nåede først ind til Løgstør med flere timers forsinkelse. Fra havnen kørte julemændene og nisserne i brandbiler, anført af Løgstør Garden, op til byens forretningsgade, hvor de gavmilde julefolk kastede flere tusinde karameller ud til de mange menesker i gaden. Bag arrangementet står Løgstør Handelsstandsforening. - 125 er involveret. Folk står i kø for at være med, siger en af julemændene, bagermester Keld Dal. - Det er en stor ære at være med, supplerer kunstmaler Birthe Kjærsgaard, der var nissemor for tredje år i træk.