Nivea-film

19
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Michelle Pfeiffer er fremragende i rollen som den sky sekretær, som pludselig vågner op til livet nytårsaftensdag. Godt hjulpet på vej af cykelbuddet Paul (Zac Efron). Og ja: Det ender i ren kærlighed. Trods aldersforskellen.

Måske undrer du dig, kære læser, over at jeg kalder dette en Nivea-film. Det skyldes ingenlunde, at det er en fed, klistret film. Jovist - det er det også. Men filmen er fra start til slut spækket med alt muligt gejl, hvorpå det står Nivea. Denne film er så spækket med product placement, at det alene er nok til at gøre filmen uudholdelig. 1000-vis af mennesker går rundt med blå hatte, hvorpå det står Nivea. Masser af blå balloner er placeret overalt med samme påskrift. Og på forunderlig vis så er der også masser af lysende reklameskilte, hvorpå der står Nivea. Ofte præcis i midten af filmens billede. Så kære Nivea: Herfra boycotter jeg jeres produkter. Jeg har fået nok! Men ellers er "New years eve" en nytårsfilm. Normalt er vi jo vant til, at der er masser af julefilm i omløb på denne tid af året. Faktisk erindrer jeg ikke, at jeg tidligere har set en film, der så bastant handler kun om nytårsaften. Og filmen foregår nytårsaften. Fra tidlig formiddag til lidt ud på natten. Det er en romantisk komedie med alt, hvad det indebærer. Filmen er dog fortalt lidt alternativt: I starten møder vi masser af mennesker og ser masser af forskellige handlingsforløb. Og intet af det hænger sammen. Men i løbet af filmen finder vi ud af, at alle de medvirkende har forskellige kontaktflader. De er beskedne, men de er der. Og i løbet af filmen bliver en masse mennesker kærester. Nogle møder hinanden i løbet af dagen. Andre får repareret på gamle forhold. Filmen er ikke bare stjernespækket. Den er voldfyldt med alt, hvad der kan krybe og gå af kendte skuespillere. Vi nævner lige i flæng: Halle Berry, Robert De Niro, Michelle Pfeiffer, Sarah Jessica Parker, Hilary Swank, Ashton Kutcher, Jessica Biel og Jon Bon Jovi. Trods dette cast er det ikke en film, der rigtig fænger. Filmen kan ses som en hyldest til New York og Times Square. Men det er altså ikke nok at få tingene til at fungere. Instruktøren er legendariske Gary Marshall ("Pretty Woman" og talrige andre kendte film). Og det er heller ikke nok. Når det går galt, skyldes det flere ting. For det første fortæller filmen mange små historier, som man først hen ad vejen får hold på. Men det er ikke historier, som man brænder for at få forløst og få en slutning på. Og for det andet er filmen altså ualmindelig forudsigelig. Alle filmens personer får til sidst den, de elsker. Ja det kan man vel også sige er tilfældet med to gravide kvinder, der får hver sit barn umiddelbart efter midnat. Filmen har i høj grad Times Square som omdrejningspunkt. Hvert år nytårsaften er der underholdning på pladsen. Showet på Times Square er legendarisk i USA og følges af millioner af mennesker på tv. Men for sådan en blegfed normaldansker som mig, så er det ikke noget, der siger mig noget. Det rører mig ikke. Skuespillet kan på ingen måde kritiseres. Der er masser af gode præstationer: Michelle Pfeiffer som den lidt livstrætte, midaldrende sekretær Ingrid Withers er fornem. Den nytårs-trætte Ashton Kutcher er spærret inde i en elevator i det meste af filmen sammen med sangerinden Elise (Lea Michelle), og det udvikler sig også til smuk, romantisk kærlighed. Det er godt spillet, med det rører ikke en. Robert de Niro bruger filmen på at dø i en seng på hospitalet, mens Halle Barry våger over ham. Heller ikke det kan fænge tårekanalerne, selv om de spiller fremragende. Så alt i alt er "New years eve" en mærkelig, tam film. Den vil så meget, men når så lidt. Den smager mest af Nivea-creme. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "New Years eve" Instr: Gary Marshall 2 timer, tilladt for alle Danmarkspremiere.