Niveauet kan højnes

LEDER Der er blevet lyttet til kritik fra de senest indvalgte i Folketinget

Endnu engang er den politiske diskussion i Danmark kommet til at handle om - den politiske diskussion i Danmark. Om debatniveauet, tonen, omgangsformen. Med Mette Bock fra Liberal Alliance som den tydeligste og mest hørbare kritiker er diskussionen kommet til at handle om, at Folketinget mest af alt minder om en børnehave. Som Mette Bock har udtalt: "Man står over for hinanden og råber "æh, bæh, buh, du er dum, min far er større end din". Det er de samme grundlæggende infantile mekanismer som i børnehaven. Havde det være en af de store virksomheder, som jeg har været med til at stå i spidsen for, var der adskillige, som var blevet indkaldt til en alvorlig samtale". Andre folketingsmedlemmer - bemærkelsesværdigt nok flest blandt de nyeste indvalgte - kan godt genkende stilen og formen. På den ene side er de åbne samråd åbenbart endt i kaskader af ofte gentagede spørgsmål - på den anden side føler spørgerne ikke, at de får ordentlige svar af de udspurgte ministre. Indtil videre har Folketingets formand, Mogens Lykketoft, meddelt, at der godt kan strammes op her og der, men at selve debatniveauet og omgangsformen selvsagt er op til hvert enkelt folketingsmedlem. Faktisk har Lykketoft opfordret såvel politikere som partier til at stå i spidsen for intet mindre end en "kulturrevolution" på Christiansborg. Derfor må det nu på tværs af partier og andre skel handle om at rette ganske alvorligt op på niveauet, skærpe argumenterne, dæmpe det hurtige personfnidder til ære for de tilstedeværende tv-kameraer under eksempelvis åbne samråd og først og sidst besinde sig på, at vi står midt i en økonomisk-finansiel i milliardklassen, som kalder på en helt anderledes grad af alvor. For det må jo ikke ende der, hvor respekten for folketingsmedlemmerne bliver så ringe, at det er slut med at udbetale de folkevalgte lønninger - for så i stedet at stikke dem alle sammen en børnecheck...

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.