Nobelpris og 1001 nats eventyr

Mario Vargas Llosa fylder mandag 75 år.

Mario Vargas Llosa fylder mandag 75 år.

¤Mario Vargas Llosa, forfatter, samfundsdebattør og politiker, senest med helt nyt bud på "1001 nats eventyr", fylder mandag 75 år. Det var stort set den eneste udmærkelse, han manglede, da Mario Vargas Llosa i slutningen af året blev hædret med Nobelprisen. Den peruanske forfatter har siden 1960'erne været en af de store skikkelser i latinamerikansk litteratur. Uden for kontinentet kom han ikke med i det "boom", der dengang ramte den ganske verden, anført af den mere berømte Gabriel García Márquez. Men han har siden sin første store roman, "Byen og hundene", formået at udbygge sin position som en forfatter, der på suveræn vis formår at blande eksperimenterende og intellektuelle elementer med en særdeles underholdende tilgang til sit stof og sine personer. 17 af Vargas Llosas bøger og novellesamlinger er udgivet på dansk. Blandt dem kan nævnes "Hærens opsøgende damekorps", "Det grønne hus" samt den meget roste "Bukkens fest", der er baseret på diktatoren Rafael Trujillo og hans brutale styre i Den Dominikanske Republik. Det er endnu uvist, hvornår hans seneste roman, "El sueño del celta", foreligger på dansk. Fødselaren var overbevist socialist i sine unge år, men foretog senere en vandring gennem stort set hele det politiske landskab. I dag bekender Vargas Llosa sig til, hvad han selv kalder "den liberale kapitalisme". I 1990 stillede han op til valget som sit lands præsident, men tabte til Alberto Fujimori og har ikke siden taget del i peruansk politik. Vargas Llosa er fortsat en flittig debattør, bl.a. som kommentator for den store spanske avis El País. Her har han beskrevet sine oplevelser af de kummerlige forhold, den palæstinensiske befolkning på Vestbredden lever under. - Også de artikler dementerer fuldstændigt det indtryk, mange har fået af Vargas Llosa som en stivnakket og fundamentalistisk højrefløjs-liberalist, siger Rigmor Kappel Schmidt, der har oversat flere af hans bøger. I disse måneder er forfatteren på turné i Mexico, hvor han med stor succes genfortæller udvalgte historier fra "1001 nats eventyr" i sin egen, helt personlige version. I 1993 blev Mario Vargas Llosa spansk statsborger, men uden at give afkald på sit peruanske statsborgerskab. Han har været gift to gange, siden 1965 med sin nuværende hustru, Patricia Llosa. /ritzau/

Forsiden