Node-opvisning under teltdugen

Markedspremieren på musikdyst i teltet trak godt med folk

SINDAL:Det kan da godt være, Musikkens Hus snart er ved at være komponeret færdigt i Aalborg, men i Sindal har man så til gengæld et Musikkens Telt, som i går lokkede en masse gæster til, da Sindal Marked havde premiere på sit Børne- og Ungdoms Melodi Grand Prix. Unge musikanter spillede på skift det bedste, de havde lært, kun afbrudt af den tidligere vinder af Dansk Melodi Grand Prix 1983, Gry Johansen. Kloden drejer så vidt vides stadigvæk, og Gry formåede i øvrigt fortsat at levere ørehængere, som også gav gevinst med par på danse-gulvet. Mest fokus var der naturligvis på hovedpræmien for de ældste, som var en cd - ikke at forveksle med Centrum Demokraten Peter Duetoft, der sad i dommer-panelet - eller måske rettere indspilningen af en skive med otte timer i studiet hos Mogens Pedersen, Pandrup. Godt forberedt Da NORDJYSKE kiggede ind i teltet søndag eftermiddag var Christina Strudahl ene kvinde i gang med sin a cappella-optræden, efterfulgt af bandet Reew, der blandt andet spillede Oasis' Wonderwall. Foruden det tidligere folketingsmedlem talte dommer-panlet blandt andet også Gry Johansen og Nik. Severinsen fra markedsudvalget, og han var fuld af lovord over for det nye initiativ, som lærere fra musikskolen har været entreprenører på. - Det har været fremragende. De unge har forberedt sig godt, lød det fra medlemmet af markedsudvalget, der naturligvis også skelede til, hvor mange publikummer musik-dysten trak. - Og det er helt overdådigt. Det er sjældent, at vi kan trække så mange ind i teltet om søndagen, påpegede han. Blandt de yngste vandt Please for bedste komposition, mens Lenore vandt for bedste optræden og bedste deltager. Hos de ældste vandt Christina Strudahl for bedste optræden, mens BUN vandt som bedste deltager og for bedste komposition, og de kunne altså stryge hovedgevinsten - studiebesøg med mulighed for pladeindspilning - men BUN var i begge katagorier skarpt forfulgt af gruppen Mae.