Nødbremser overbeviser i test

Tre forskellige typer nødbremsesystemer blev afprøvet i regn og sne

De automatiske nødbremser er blandt det vigtigste sikkerhedsudstyr i nye biler. FDM anbefaler, at man kun køber nye bilmodeller, der har systemet. Foto: FDM/ADAC

De automatiske nødbremser er blandt det vigtigste sikkerhedsudstyr i nye biler. FDM anbefaler, at man kun køber nye bilmodeller, der har systemet. Foto: FDM/ADAC

BILER:Selv om de fleste nye biler i dag fås med nødbremser, sælges der fortsat en del uden.

Men det bør bilproducenterne se at få ændret. Nødbremser overbeviser nemlig i en ny test, hvilket får FDM til at anbefale, at bilkøberne kun vælger modeller med dette sikkerhedsudstyr.

FDM har lavet testen i samarbejde med en række europæiske bilklubber. Tre forskellige typer nødbremsesystemer blev afprøvet for at se, hvor godt de virker i blandt andet regn, sne og forvirrende trafikmønstre.

Bremser for bløde trafikanter

Nødbremserne blev testet ved hastigheder på mellem 25 og 30 km/t, og der blev udelukkende skelet til, om bilerne kunne nå at bremse af sig selv.

- Vi må sige, at de testede nødbremser generelt overbeviser. Hvor systemerne for få år siden kun kunne genkende og bremse for andre biler, er de i dag blevet så avancerede, at de nu også kan genkende og bremse for bløde trafikanter. Samtidig virker de bedste nu også ved højere hastigheder, hvor de stadig kan nå at afværge eller mindske hastigheden ved en kollision, siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

- Fortsætter udviklingen, kan det meget vel betyde, at vi om nogle år vil kunne købe biler, der stort set ikke kan køre galt.

Færre personskader

Allerede i dag vurderes de automatiske nødbremsesystemer at være blandt det vigtigste sikkerhedsudstyr og en væsentlig årsag til den markante forbedring af sikkerheden i nye biler, der er sket de seneste år.

Studier fra det amerikanske institut for trafiksikkerhed IIHS anslår, at alene de mest simple udgaver af nødbremserne mindsker risikoen for bagendekollisioner med 40 procent.

En svensk undersøgelse viser, at antallet af personskader ved bagendekollisioner faldt med hele 64 procent, hvis bilen havde nødbremse.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden