Nøddesbo og Barcelona er klar til CL-finale

FC Barcelona med danske Jesper Nøddesbo vandt Champions League-semifinalen over polske Kielce i Köln.

Nøddesbo og Barcelona er klar til CL-finale

FC Barcelona er klar til Champions League-finalen i håndbold.

Lørdag vandt Jesper Nøddesbos klub 28-23 over polske Kielce i semifinalen ved Final4-stævnet, der bliver afviklet i Köln.

Barcelona førte 13-10 ved pausen og var i kontrol i stort set hele kampen, selvom Kielce fulgte med frem til stillingen 17-17.

Mod slutningen af kampen trak FC Barcelona fra, og i de sidste knapt 10 minutter tog Kielce målmanden ud for at få en ekstra markspiller, når holdet var i angreb.

Det gav selvsagt også visse blottelser bagude, når klubben mistede bolden, for så var der let spil for spanierne til at sende bolden i nettet.

Jesper Nøddesbo dækkede godt op i forsvaret, og i angrebet brillerede han med tre scoringer på tre forsøg.

I finalen søndag skal FC Barcelona op mod enten de forsvarende mestre, THW Kiel, eller HSV.

De to tyske klubber spiller senere lørdag.

FC Barcelona er med otte Champions League-triumfer den klub, der har vundet turneringen flest gange.

Sidste år tabte klubben overraskende til danske AG København i kvartfinalerne og kom således ikke med ved Final4-stævnet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.