Nødhjælp givet i desperation

Måske det hjælper at gøre et udfald mod de gennemsnitlige gymnasieelever og seminarister, der ikke udfører deres forpligtigelser overfor værdigt trængende familiemedlemmer.

EMNER 15. februar 2005 21:44

Måske det som provokation vil en reaktion. Måske ikke. Er der én ting, som denne generation af unge lærer, så er det fingerpegeri: Du dur, du dur ikke. Nu ligger det jo til præsteembedet at tale dunder. Men hvis Henning Bang-Møller (14.2.) søgte i lidt andre kilder, ville han kunne finde frem til, at unge faktisk gør en forskel, når det kommer til at træde i personlig karakter. Måske for meget endda. Frivilligt arbejde står højt på unges dagsorden. Det er nemlig kvalificerende at foretage forpligtigende frivilligt arbejde. Det giver både kompetence og udvikling. Næ, jeg synes ikke vi skal begræde, at gymnasieelever og seminarister øjensynligt kører deres eget løb. Sandheden er nemlig en anden, hvis vi kigger på de pyskologiske, ja måske endog sjælelige problemer, som unge giver udtryk for. Jeg ved ikke, om hver gennemsnitlig gymnasieelev oplever den kulde eller mangel på familiær næstekærlighed. Men der er en række ting, der peger i retning af, at unge lider. Jeg siger ikke, at vi skal have mere ondt af de unge gennemsnitlige gymnasieelever og seminarister end deres savlende, demente og bedagede familiemedlemmer. Men det burde ikke være en ny lære for en præst, at der er mere ved verden, end øjet møder. Selvom jeg godt kan forstå Bang-Møller, og hans indignation over en øjensynlig frigjort og selvoptaget generation af unge, så er symptomlæsningen ikke helt holdbar. Unge betaler ikke 100 kroner til Folkekirkens nødhjælp eller til tsunamiens ofre. Det er ikke sådan, at de selv oplever at indkassere nogen frelse, når pengene skifter hænder. De siger ikke, sådan, så er den klaret, og børster den dårlige samvittighed af de i forvejen klinisk rensede hænder. For de ved godt, at der altid er nødlidende, der har brug for næstekærlighed, hjælp eller omsorg. Bevidstheden er faktisk så stærk, at de 100 kroner bliver givet i desperation. For de unge ved godt, at det ikke går væk. Nøden er der altid. De ved godt, at familien trænger, men at familien samtidig har opdraget dem til at dygtiggøre sig, og ikke mindst tage en uddannelse. Det er ikke nemt. Men det er heller ikke altid nemt at se, hvornår en karakter krakelerer. Og hvordan et imperativ om at gøre sin pligt faktisk er med til at gøre den personlige karakter porrøs. Måske er vi helt derude, hvor end ikke altervinen kan dulme desperationen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...