Naturkatastrofer

Nødhjælp kan ikke lindre smerten

Der er ikke ret mange, der smiler i Banda Aceh. Hører man lyden af latter kan man være sikker på, at den leendes øjne har et skær af vanvid.

Beboerne hverken tørster eller sulter. Nødhjælpen når frem til byen på det nordlige Sumatra i Indonesien, og oprydningen er i gang. Men hvad med de 35.000 forældreløse børn, der endnu ikke har fattet, at mor og far ikke kommer tilbage? Og hvad med de dybt traumatiserede mennesker, der har set forældre, søskende og børn blive slugt af havet? For at komme videre, må beboerne holde sammen, mener Lettu fra den indonesiske hær. Og samlingspunktet er troen. Derfor har Lettu og de andre fra delingen brugt de sidste dage på at rydde op i byens største moské, der på mirakuløs vis stadig står efter flodbølgen. - At kunne komme i moskéen og samles i bøn vil gøre hverdagen lidt mere normal for mange i Banda Aceh. Det har en stor symbolværdi at kunne mødes til fredagsbøn og dele smerten, mener Lettu, der tager et hvil på trappen foran moskéen. Han er rejst hertil fra Vestsumatra for at hjælpe til. Efter oprydningen i moskéen venter bjergene af murbrokker. - Det er ikke umuligt at få ryddet op. Men det vil tage måneder. Mindst. Og så taler vi kun om bymidten, siger han og nikker over mod en gravko, der synes lille som en myre i de uendelige ruinsletter. Foran guvernørkontoret i Banda Aceh på det nordlige Sumatra har en skoleinspektør forsøgt at samle de elever, der overlevede flodbølgen. På trods af det massive bygningsværk er huset tomt inden i. Kun murene står tilbage. I mudderet foran bygningen står eleverne iført skoleuniformer lidt betuttede på rad og række. Pludselig skriger de og løber alt, hvad remmer og tøj kan holde. Et nyt jordskælv ryster Banda Aceh, og skrækken lyser ud af øjnene på de flygtende børn. Skolen bliver ikke genoptaget den dag.