Nødhjælp slår alle rekorder

Dansk Røde Kors rundede i går 32 millioner kroner - pengene strømmer ind

AALBORG:Danskerne vilje til at støtte katastrofehjælpen i Sydøstasien slår alle rekorder. I går midt på eftermiddagen havde Dansk Røde Kors rundet 32 millioner kroner, og det er vel at mærke et beløb, hvor giroindbetalingerne ikke er talt med endnu. Indholdet i de mange tusinde indsamlingsbøsser er heller ikke talt op. - Jeg regner med, at beløbet stiger de kommende dage, især når vi får registreret giroindbetalingerne. På grund af nytåret har vi slet ikke fået dem ind med posten, siger pressechef Helge Kvam fra Dansk Røde Kors. En særlig tak sender han til alle de nordjyder, som i går gav et bidrag til indsamlingen ved at købe søndagsudgaven af NORDJYSKE Stiftstidende. For hver solgt avis i løssalg går der fem kroner videre til Dansk Røde Kors. Normalt ligger søndagsløssalget på omkring 17.000 aviser. - Det er vi utrolig taknemmelige for. Det er et flot initiativ, og vi er glade for opbakningen. Ikke alene får vi samlet penge ind via avisens salg, men samtidig bliver der sat fokus på vores egen indsamling og de forskellie numre, som folk kan ringe og sms'e på, bemærker Helge Kvam. Katastrofen i Sydøstasien har samtidig været et gennembrud for den digitale nødhjælpsindsamling. Dansk Røde Kors har fået så mange støttebidrag via internettet, at hjemmesiden til tider har været under voldsomt pres og flere gange er brudt ned. Hos DSB Kiosken i Brønderslev opfordrede personalet i går kunderne til at støtte det gode formål ved at købe NORDJYSKE Stiftstidende, og det tilbud tog mange imod. - Samtidig fik vi en snak om det forfærdelige, der er sket i Asien, og hvor godt vi har det heroppe i Danmark, siger butiksassistent Dorte Raunsmed, som midt på eftermiddagen kun havde seks eksemplarer tilbage af nordjydernes dagblad. Gik forgæves Mange kiosker, bagerforretninger og butikker bemærkede dog ikke nogen særlig reaktion hos aviskunderne, men i Bilkas kiosk i Aalborg Storcenter var mange kunder henne ved disken for at spørge efter en indsamlingsbøsse til at putte penge i. Men kunderne gik forgæves, for kiosken havde ingen bøsse, fortæller områdeleder Bente Clemmensen. Der var ellers mange kunder i butikken i går, hvor det store januar-udsalg startede. Langt størsteparten af de 32 millioner kroner, som Dansk Røde Kors har fået ind på nuværende tidspunkt, er doneret af private, men et par virksomheder har også lagt en god bund. Blandt de større bidragydere er medicinalvirksomheden Novo Nordisk, der har doneret en millioner kroner. Et beløb i samme størrelse kommer fra Bikubenfonden. Dansk Boldspil Union har givet 250.000 kroner, og det samme har medievirksomheden Aller. Desuden forventes det, at der strømmer endnu flere penge i kassen, når der 8. januar arrangeres en stort anlagt indsamlingsdag i et samarbejde mellem en række nødhjælpsorganisationer og TV 2.

Forsiden