Nødhjælpsorganisation: I Kathmandu sover man på gaden

Kathmandu er fyldt med mennesker forvist fra deres hjem efter lørdagens jordskælv, fortæller katastrofechef.

Nødhjælpsorganisation: I Kathmandu sover man på gaden Foto: POLFOTO/AP

Nødhjælpsorganisation: I Kathmandu sover man på gaden Foto: POLFOTO/AP

Gaderne i Kathmandu i Nepal er blevet soveværelse for en stor del af byens indbyggere, efter at et jordskælv lørdag og flere efterskælv siden har rystet byen. Det fortæller katastrofechef ved Folkekirkens Nødhjælp, Erik Johnson.

Han har søndag morgen talt med organisationens folk i byen, mens byen stadig rystede de sidste efterskælv af sig.

- Der er mange, der sover på gaden. Der er mange, der er evakueret fra deres hus, selvom det ikke er faldet sammen. De skal have vurderet deres hjem for risiko for, om det falder sammen, fortæller katastrofechefen.

- Så der er mange, der sover på gaden, men man kan godt komme rundt for det meste. Og nogle af butikkerne er åbne.

Weekenden igennem er dødstallet steget og steget, og man skal ikke forberede sig på gode nyheder lige foreløbig, forklarer Erik Johnson.

Der er stadig ikke kommet beretninger fra landsbyerne og områderne udenfor hovedstaden Kathmandu.

- Min mavefornemmelse er, at der vil komme mange dårlige historier fra landsbyerne, når vi når så langt, siger han.

Erik Johnson kan fortælle, at mobilnettet fortsat er nede visse steder, og at det ikke gør det nemmere at få overblik over, hvordan situationen ser ud udenfor hovedstaden.

- Det er som sagt et meget fattigt land. Det begrænser både logistisk og menneskeligt, forklarer han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.