Naturvidenskab

Nødlanding blev tilløbsstykke i Skagen

Helikopter fra Søværnets Flyvetjeneste måtte nødlande på græsplæne i tæt tåge

SKAGEN:En helikopter fra Søværnets Flyvetjeneste blev i går det helt store trækplaster for de lokale børnehaver i Skagen, mens de tre mand fra Flyvestation Værløse ventede på, at tågen skulle lette så meget, at de atter kunne vinke farvel til Skagen. Helikopteren, en Navy LYNX MK90 B, måtte onsdag aften omkring klokken 22.30 nødlande på en græsplæne ved Fortunavej i Skagen, efter at helikopteren i cirka en time havde fløjet rundt i tæt tåge og forsøgt at komme ned flere steder i Nordjylland uden resultat. - Vi havde været på navigationstjeneste fra Karup op langs vestkysten rundt om Skagen og havde planer om at gå ned ved Flådestation Frederikshavn, men da vi nåede frem til Frederikshavn, var tågen så tæt, at vi måtte opgive at komme ned efter tre forsøg, fortæller piloten om bord, premierløjtnant A. Buhl. Lufthavne lukket Kursen bliver derfor sat mod Aalborg, men det viste sig hurtigt, at man også der var ved at lukke ned på grund af tåge. En kontakt til den militære del af luftkontrollen i København kunne fortælle, at det stadig skulle være muligt at komme ned i Århus Lufthavn trods tåge, men kort tid efter var meldingen fra Århus også, at man var ved at lukke ned. - Nu var gode råd ved at være dyre. Vi kontaktede ATC og fortalte, at vi ville gøre klar til at foretage en sikkerhedslanding, og vi satte kursen mod Skagen, hvor der tidligere på aftenen var gode sigtforhold. Vi havde på dette tidspunkt tre muligheder. Vi kunne forsøge at gå ned på et godkendt sted uden at overholde de tilladte begrænsninger, som gælder i forbindelse med landing, eller vi kunne finde et sted at lande, som ikke var godkendt. Den tredje mulighed, som vi kun ville benytte i yderste nødstilfælde, var at gå ned på spidsen af Grenen ved hjælp af radarkontrol, fortæller A. Buhl. Skagen i sigte Da de tre mænd fløj ind over Skagen i cirka 1000 fods højde, kunne de tydeligt se, hvordan tågen nu også var på vej ind over Skagen by fra syd, og helikopteren kom hurtigt ned i 500 fods højde, hvor den cirklede rundt på jagt efter en egnet landingsplads. - Vi kunne se en græsplæne oplyst af gule lamper, hvis lys gik godt gennem tågen, og med sidedøren i helikopteren åben det sidste stykke ned, fik vi flyet stille og roligt ned på jorden, fortæller piloten. På dette tidspunkt var der stadig brændstof til cirka 10 minutter plus reservetank med brændstof til cirka 20 minutter, så egentlig panik var der ikke tale om. De tre mand om bord var dog enige om, at det var en rar fornemmelse, da de kunne mærke, at landingsstellet gik i bund som tegn på, at flyet var solidt plantet på græsplænen ved Fortunavej i Skagen. - Da jeg tog hjelmen af, var den fyldt med sved, og mine "gummiben" føltes, som om jeg lige havde løbet en hel marathon, fortæller A. Buhl. Kaffe og kage En lokal beboer, Ruth Hansen, var hurtigt ude med kaffe og kage til de tre mænd, inden de fik en velfortjent søvn på det nærliggende Skagen Flyvestation. Vagtmandskab fra Flådestation Frederikshavn holdt hele natten vagt ved helikopteren, og en tankvogn fra Flyvestation Aalborg sørgede ved to-tiden om natten for, at brændstoftanken blev fyldt helt op igen. Der gik dog et godt stykke tid, inden de tre mænd fra Flyvestation Værløse faldt i søvn. Den sidste times tågeflyvning skulle snakkes ordentligt igennem. Også flere af beboerne på Fortunavej i Skagen havde brug for at snakke sent onsdag aften. - Jeg sad inde i stuen, da det pludselig blev helt oplyst ude på terrassen, og så kunne jeg se en helikopter lige over taget, og se hvordan den kort tid efter landede på den lille græsplæne. I løbet af et øjeblik var der masse af folk udenfor. Det er altså ikke noget, du sådan lige glemmer. Jeg tror aldrig før, jeg har set så mange folk her. Der var en frygtelig larm, da helikopteren landede, og grus og sand fløj imod os, mens flere kom ud i nattøj for at se, hvad der skete, fortæller Tove Rasmussen. Knud Mathiasen var også hurtigt henne ved helikopteren. - Jeg hørte en masse knald og skulle selvfølgelig ud for at se, hvad der skete. Jeg var klar over, at der var noget, der var galt. Det gik heldigvis godt med nødlandingen, men det var tydeligt, at der havde været nerver på. Da piloten tog flyvehjelmen af, løb vandet simpelthen ned af ansigtet på ham, konstaterer Knud Mathiasen.