Nødløsning på nødløsning

Skolevæsen 3. september 2002 08:00

BØRNEPASNING:Med henvisning et uddrag fra nyhedsbrev fra Mou Skole fritidsordning, konkluderer Johannes Haase og Connie Zachariassen, at der er for mange nødløsninger på børnepasningsområdet. Fra nyhedsbrevet for Mou Skole fritidsordning, september 2002 citerer læsebrevsskribenterne følgende: "Det går på skift mellem 1.-2.-3. klasse, at være på Mou Skole. Børnene skifter mellem klasserne således, at det ikke er de samme, der skal være der hele tiden. Det giver problemer her i begyndelsen med hensyn til, hvor forældrene skal afhente deres barn. Men heldigvis er arbejdet snart færdige med at lægge fliser, og når flisegangen er færdig, kan børnene hentes i skolefritidsordningen." "Børnetallet ligger højt og Mou Skole kan ikke tilbyde store garderobepladser til alle. Det har skolen valgt helt bevidst. Udbygger skolen garderoben med flere kasser i højden, vil de komme for højt op i forhold til børnenes højde og skoletaskerne bliver jo ikke mindre eller lettere." Herefter konkluderer Johannes Haase og Connie Zachariassen således: Dette er dagligdagen for 86 børn i Mou SFO. Fra 1. januar 2003 bliver det hverdagen for yderligere 25 børn i alderen fem til seks år, der bliver flyttet fra børnehave til skolefritidsordningen, når de er skrevet i skole! Altså 110 børn! Mou SFO er bygget til 60 børn. Forældrene i Mou har i de sidste fem år været vidne til den ene nødløsning efter den anden på børnepasningsområdet. Mon ikke det er på tide, at kommunalpolitikerne melder klart ud og sætter et skilt ved kommunegrænsen, hvorpå der står: Børnefamilier uønskede i Sejlflod kommune.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...