Nødråb fra nordjysk OL-bokser

Ole Svendsen fra Aalborg frygter at balladen går ud over bokserne

AALBORG:Mens Danmarks Bokse-Union og otte oprørske klubber i alliancen Danish Boxing Team fortsætter med at sætte dybe stød ind på hinanden i den aktuelle strid om uddannelse af de bedste boksere herhjemme, så udsender en tidligere nordjysk OL-bokser et regulært nødråb. Ole Svendsen fra Aalborg, som deltog i sommerlegene i Moskva i 1980, har fulgt den seneste tids ballade fra ringside, men da han erfarede, at DaBU-toppen nu truer de otte klubber med eksklusion, tog han selv handsker på og blander sig nu i debatten. - Det må simpelthen ikke komme dertil, at man begynder at ekskludere klubber. Taberne i den her strid er og bliver bokserne, og det er simpelthen så sørgeligt, lyder det fra den gamle Lindholm-fighter, der ikke lægger skjul på, at hans sympati i striden ligger hos klubberne i Danish Boxing Team, der ikke ønsker at indordne sig under DaBU's elitesatsning, Team China. - Men først og fremmest er min sympati hos bokserne. Det vigtigste er, at balladen ikke går ud over bokserne. Så må man ordne al balladen ved siden af. Ellers har alle i mine øjne spillet fallit. Ikke mindst Danmarks Bokse-Union. Dansk amatørboksning kan simpelthen ikke tåle mere modgang, mener Ole Svendsen, som dog ikke selv har et forslag til, hvordan man får løst op for den aktuelle strid, der efter fredagens eksklusionstrussel synes mere fastlåst end nogensinde. - Man må bare finde ud af at sætte sig ned og tale sammen. Jeg synes, bokseforbundet agerer alt for diktatorisk, og den stil duer slet ikke i Danmark. Til syvende og sidst handler det hele vel om, at det er de bedste boksere herhjemme, man sender ud for at repræsentere Danmark. Sådan ser det ikke ud til, at det bliver i øjeblikket, og det er simpelthen bare synd, siger den tidligere OL-bokser, som ikke mindst tænker på de to Pandrup-juniorer, Kasper Bruun og Torben Keller, der kan glemme alt om U19-EM i den estiske hovedstad Tallinn i slutningen af august, så længe fronterne i dansk amatørboksning er så stejle, som de er i øjeblikket.