EMNER

Nødråb fra Svanens Venner

VOERSÅ: Bestyrelsen for skoleskibet Svanens støtteforening udsender nu et SOS til alle i og omkring Voerså. Uden en ekstra håndrækning risikerer man således, at det flotte skoleskib ikke kommer ud at sejle mere. Problemet er primært økonomisk smalhals. Stensnæsskolen i Voerså købte skibet for snart 13 år siden, og ved samme lejlighed blev Svanens Venner oprettet. Foreningen fik til opgave at sørge for driften af skibet, så det ikke kom til at belaste skolens økonomi. Formanden for foreningen, Vagn Thideman, kan dog nu konstatere, at det ikke går mere. - De seneste år har der været store udgifter til at gøre skibet sejlklar. Desuden skal der købes redningsbåde, men desværre fattes vi penge, siger Vagn Thideman. Foreningen opfordrer derfor alle til at melde sig ind i støtteforeningen. Det koster 100 kroner om året. - Vi har brug for støtte fra en bred forældrekreds, ligesom et øget antal tilmeldinger vil være et stort skulderklap til alle, der yder et stykke frivilligt arbejde for at holde skibet i god stand, siger Vagn Thideman. Svanens fremtid kommer til debat, når støtteforeningen holder generalforsamling onsdag i næste uge i skolebiblioteket. kjær