Frederikshavn

Nødrationer på rådhuset

Onsdag vil kantinen på Frederikshavn Rådhus være gabende tom, når Røde Kors serverer nødhjælpsmad

Salamou fra Niger er 10 måneder gammel og akut underernæret. Hun vejer kun 3 kilo, men burde veje 10 kilo efter sin alder. I marts døde hendes bror af sult. Hun får hjælp af Røde Kors på en sundhedsklinik. Foto: Røde Kors

Salamou fra Niger er 10 måneder gammel og akut underernæret. Hun vejer kun 3 kilo, men burde veje 10 kilo efter sin alder. I marts døde hendes bror af sult. Hun får hjælp af Røde Kors på en sundhedsklinik. Foto: Røde Kors

FREDERIKSHAVN: Man skal forestille sig, at Rådhuset er blevet ramt af en katastrofe, og kantinen er blevet forladt.
Frokosten står på majsgrød og vand for de ansatte på Frederikshavn Rådhus på onsdag. Pladsen foran rådhuset er forvandlet til et nødhjælpskøkken, og Røde Kors vil stå klar med store gryder og servere nødhjælpsrationer til de ansatte og forbipasserende.
Katastrofe-eventen skal sætte fokus på, at det ikke er alle, der kan få et ordentligt måltid mad hver dag.
Lige nu sulter flere end 18 millioner mennesker i Vestafrika, langt de fleste er børn, der er i fare for akut underernæring. Der er brug for hjælp nu, og derfor vil en del af pengene gå til de sultende vestafrikanere, når Røde Kors samler ind søndag den 7. oktober.
Den nødhjælpsmad, Røde Kors serverer foran rådhuset, er et eksempel på den mad, der kan laves ud af den nødhjælp, der bliver distribueret til nødlidende.
- Vi er rigtig glade for, at de ansatte på Frederikshavn Rådhus er med på at skifte frokosten ud med en skål majsgrød og på den måde sætte fokus på sulten i Vestafrika. Vi mangler indsamlere i Frederikshavn, og vi håber, at mange får lyst til at melde sig, når de mærker på egen krop og sind, hvad det betyder, ikke at få den sædvanlige frokost, siger Henrik Sørensen, formand for Røde Kors i Frederikshavn.
Generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl, er også med ved eventen i Frederikshavn. Sammen med borgmester Lars Møller vil han være med til at servere majsgrød.
- Røde Kors yder verden over et meget vigtigt stykke humanitært arbejde, som jeg finder det helt naturligt at støtte op om. Det er så lidt, det kræver af os at støtte Røde Kors’ indsats for at hjælpe de mange millioner sultende mennesker i Vestafrika. Den indsats håber jeg meget, at kommunens medarbejdere og borgerne vil give en håndsrækning ved at bakke op om katastrofeeventen på onsdag, siger Lars Møller og tilføjer:
- Vi kan hver dag spise os mætte, så hvad betyder det, at vi en enkelt dag må undvære vores frokost, hvis det kan kaste lys over en meget vigtig sag? Frederikshavn Kommune er med, fordi vi sammen kan gøre en lille forskel. Derfor vil jeg også gerne opfordre alle, der kan afse et par timer søndag den 7. oktober, til at melde sig som indsamler.
Man kan læse mere om indsamling på www.rodekors.dk

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.