Nødvendig støtte til politiet

Skal vi have døde politifolk på bordet, førend besindelsen indfinder sig hos rigssadvokaturen og hos diverse ekstremistiske forsvarsadvokater?

Ikke nok med de to gange to politibetjente, der allerede er anklaget for uretmæssig brug af deres tjenestepistoler og personlig kriminalitet i den grove ende, hvor de kan risikere op til adskillige års fængsel (Seven Eleven-sagen og biljagtsagen i København) – nu kommer turen sandsynligvis også til de to betjente i det nordjyske, der blev nødt til at skyde en 19-årig mand, som var i færd med groft at mishandle sin egen far. Det virker som om, man helt har glemt, hvad politiets rolle i et demokratisk samfund er. Politiet har monopol på at bruge vold, når landets love skal overholdes. For alle andre er det strafbart. Derfor må politiet skride til voldsanvendelse, når borgere, der bryder loven eller politilovens bestemmelser om uacceptabel adfærd, ikke reagerer på almindelig henvendelse. Det er ikke en ”lige” kamp, hvor medierne eller tilfældige advokater skal gøre sig til dommere over, hvorvidt anholdelser eller andre politiforretninger finder sted på acceptable vilkår, hvor lovovertræderne også skal have en chance for at kæmpe med samme midler som politiet. Politiet skal selvfølgelig være udstyret med magtmidler, som de kan bruge, så snart de finder det passende. De skal ikke sætte liv, ære og velfærd på spil, blot fordi akademiske teoretikere, som ikke kender voldens natur på egen krop, kan fremme egen karriere ved at gå efter politiet, eller rettere de enkelte betjente, der må håndtere disse meget vanskelige situationer. Dansk politi anklages for oftere at bruge skydevåben end deres nordiske kolleger i Sverige, Norge og Finland. Heldigvis er danske politifolk så fornuftige, at de bruger deres skydevåben, når de overordentligt sjældent – når man tager alle de lovovertrædelsessituationer som dagligt finder sted i betragtning – vurderer, at det er nødvendigt for at tackle de konkrete lovovertrædelsessituationer. Derfor er vi også i den heldige situation, at det er længe siden, at danske politifolk er blevet dræbt i tjenesten. Det samme gør sig ikke gældende i de tre ovennævnte lande. Tænk, hvis politifolkene, der stødte på Blekingebanden i sin tid, da den havde røvet posthuset i Købmagergade, med det samme havde skudt mod bilen med det klare formål at neutralisere banden. Så havde den unge politimand, der blev dræbt af skud fra flugtbilen, muligvis været i live i dag. Måske ville en, to eller tre af bandens medlemmer være blevet dræbt, men det ville da være så langt at foretrække. Betjentene på gaden udfører et kolossalt samfundsstøttende og opbyggende arbejde. De er stort set ene om at gribe ind, når voldsepisoder udspiller sig, i takt med at civilcouragen blandt borgerne er forsvundet. Når samfundet lukker kl. 16.00 og hele week-enden – globalisering eller ej – så er der stort set kun politiet til at tage sig af nødstedte mennesker. Og det gør de for at beskytte almindelige lovlydige borgere imod at komme ud for ubehagelige oplevelser. Det er ikke nogen let opgave, med alle de tikkende menneskelige bomber, der bevæger sig rundt i landskabet. Eksperimentet med distriktspsykiatrien bevirker, at der i dag er langt flere potentielle voldsmænd på gaden i bred forstand, som trikker på bare den mindste krusning omkring sig. Dertil kommer narko-dopede unge i et helt uset omfang i forhold til tidligere, og endelig er så de traditionelle ballademagere, som vi kender fra urolighederne på Christiania og omkring Ungdomshuset, men som også findes i landdistrikter hvor de fremturer på samme måde, altid på jagt efter ballade. Yderligere strejfer der bander rundt af utilpassede unge, danske som unge af anden etnisk herkomst, som finder identitet i at føre sig frem mod politiet. Hvis der opstår for mange sprækker i opbakningen og støtten til politiet, går udviklingen den helt forkerte vej. Betjentene er også mennesker, og de vil selvfølgelig blive nødt til for at overleve og klare sig, nedtone deres engagement og lade tingene gå deres egen skæve gang, hvis de risikerer at blive tiltalt og idømt fængselsstraffe for at udføre deres for alle helt nødvendige arbejde. Det kan absolut ingen være tjent med. Lad mig derfor appellere til rigspolitichefen, justitsministeren, politidirektører og opinionsdannere med tyngde til markant og offentligt at udtale deres støtte til og respekt for det uegennyttige og stærkt samfundsbevarende arbejde, som betjentene på gaden yder hver eneste dag året rundt under betingelser, som ingen andre ville finde sig i.