Nødvendigt med et lokkemiddel

Kalender med indbyggede præmier skal inspirere elever til at tage erhvervsuddannelse

Birgitte Bové
Sara al Dafaee (den glade pige i midten) vandt en iPad Mini med sit svar på, hvor man i Nordjylland kan uddanne sig til brolægger: AMU Nordjylland. Begejstringen var stor, som det ses. - Min iPad er lige brændt sammen, så det var fedt, at jeg lige vandt en ny, siger hun.
Skolevæsen 30. september 2013 08:14

NORDJYLLAND: En kalender med indbyggede konkurrencer skal være med til at vække nordjyske skoleelevers interesse for erhvervsuddannelserne, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.

Umiddelbart ser det ud til at være op ad bakke for De Nordjyske Erhvervsskoler, der udgiver kalenderen som led i optakten til DM i Skills Aalborg 2014 - en landsdækkende færdighedskonkurrence for erhvervsskolernes elever.

I opstarten har elevernes interesse i hvert fald været stærkt begrænset. Første uge kom der kun 75 besvarelser, selv om konkurrencerne er for samtlige elever i 8., 9. og 10. klasse på samtlige 150 nordjyske grundskoler med store klassetrin.

Anden uges vinder, Sara al Dafaee fra 8.b på Gl. Lindholm Skole, var den eneste på hele skolen, der havde valgt at deltage i konkurrencen.

Interessen vokser

- Men det breder sig som en steppebrand. I denne uge havde vi små 200 besvarelser. Det er begyndt at rygtes, at man kan vinde en iPad mini, lyder den optimistiske melding fra Per Dennis Kristensen, De Nordjyske Erhvervsskoler.

Han er erhvervsskolernes projektleder for DM i Skills Aalborg 2014 og ansvarshavende redaktør af kalenderen.

Den strækker sig fra august til januar 2014, hvor danmarksmesterskaberne i Skills afholdes i Gigantium.

Med kalenderen ønsker Nordjyllands 10 erhvervsskoler at inspirere eleverne til at tage hul på en erhvervsuddannelse, og derfor et et nyt fag i fokus hver uge. Her er det, at eleverne kan vinde en iPad ved at svare på spørgsmål om ugens fag.

Desuden byder kalenderen på klasseopgaver, der er tænkt som inspirationsmateriale til læreren.

Opgaverne kan bruges i faget uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering og er indrettet, så de eventuelt kan indgå dansk, matematik, sprog, historie og samfundsfag.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...