Nødvendigt skridt

5.11. skrev Jesper Hansen under overskriften "Livet i jammerdalen" et debatindlæg ("På kanten") om det meget vigtige emne forebyggelse, og hvis ansvar det egentlig er.

Han lægger op til, at det aldrig kan være en regerings opgave at blande sig i, om borgerne vælger at ryge og drikke sig fra sans og samling og det, der er værre, da det er et spørgsmål om den enkeltes ret til at definere sin egen personlige version af livsglæde.En lidt provokerende tilgangsvinkel, der kan få én til at spørge sig selv, om det nu også er en god idé med differentieret moms på fødevarer og nydelsesmidler som alkohol og cigaretter? Der er ingen tvivl om, at den enkelte til hver en tid må anses for unik og autonom i forhold til eget liv, og der er ingen grund til at tro, at vi kan frelse alle selv med de bedste tiltag og kampagner. På den anden side er det dog også meget lidt næstekærligt og omsorgsfuldt bare at lade folk sejle deres egen sø. Grunden til dette er selvfølgelig, at det sikkert er både sjovt og behageligt at ryge, drikke og spise usund mad (der jo desværre som oftest har det med at smage forbistret godt), så længe helbredet har det godt og kan følge med den usunde livsstil. I mit arbejde som sygeplejerske har jeg dog alt for ofte set de ekstremt pinefulde og til tider stærkt invaliderende konsekvenser, som ovennævnte kan få. Til de uindviede kan jeg oplyse, at det ikke er rart at se på et menneske, der lider dødsangst, når luftvejene snører sig sammen, og det næsten er umuligt at trække vejret, fordi man ikke fik stoppet med rygningen, mens tid var. Eller det meget overvægtige menneske, for hvem hvert eneste skridt er forbundet med stor smerte, fordi knæleddene ikke kan blive ved med at holde til belastningen. Eller den, der i bedste salamimetodestil (som det kendes så godt fra den offentlige sektor) får amputeret sit ben stykke for stykke, i takt med at blodforsyningen forringes, fordi diabetesen kræver sit offer. Hertil kommer en lang række kræftsygdomme og andet, der i yderste konsekvens kan få dødelige konsekvenser for den enkelte. Nuvel. Man kan så mene, at dette er udtryk for den enkeltes valg, da der vel næppe findes den borger i det ganske, danske land, der ikke ved, at fed og sukkerholdig mad, smøger og sprut ikke er sundt. Intet er dog så langt fra sandheden som dette.Disse mennesker lider helvedeskvaler, når deres sygdomme (ofte flere ad gangen) kommer til udbrud, men har mange gange simpelthen ikke haft styrken og ressourcerne til at ændre ved det, der nu har gjort dem syge. Jeg er ikke i tvivl om at disse mennesker ville have givet hvad som helst, for at nogen havde taget dem i hånden og hjulpet dem til at omlægge de usunde vaner i tide. Dertil skal så lægges en absolut ikke uvæsentlig samfundsøkonomisk gevinst, hvis vi kunne mindske antallet af hospitalsindlæggelser og behandlingskrævende sygdomme grundet årsager, der kunne have været forebygget. I sagens natur ville det kunne frigive penge til andre kerneydelser, hvilket helt sikkert ville falde på et tørt sted, da der vel næppe er et eneste velfærdsområde, der ikke er lidende i disse år. Vi ved ikke meget om, hvad der rent faktisk virker på forebyggelsesområdet. Men det er dog stensikkert, at en tidlig indsats (startende ved fødslen) og nem tilgængelighed af de forebyggende tiltag er vigtige brikker i dette spil. Derfor må de nye afgifter på fødevare- og nydelsesmidler kun betragtes som et lille, men meget nødvendigt skridt i den rigtige retning. Stat, regioner og kommuner bør alle have den forebyggende indsats som en mærkesag, og jeg ønsker Astrid Krag alt muligt held og lykke til at gå i spidsen for dette arbejde.