Hjørring

Nøglekamp for Jetsmark

PANDRUP:Sidste weekends nederlag ude mod FC Fyn har ikke taget pippet fra Jetsmark-træner Henning Pedersen. - Jeg er meget tilfreds med holdet i øjeblikket, og på hjemmebane mod Skjold forventer jeg, at vi tager tre point, siger han inden eftermiddagens opgør i fodboldens 2. division. Hovedstadsholdet har kun ét point mere end Jetsmark, og dagens vinder har udsigt til at få kontakt med oprykningspladserne. - Derfor er det en meget vigtig kamp, men jeg ikke er i tvivl om, at det bliver hårdt. Skjold har vundet fire i træk, og de har nogle af de samme dyder som os. De er velorganiserede og arbejder hårdt over hele linien, siger Henning Pedersen. Skjold er dog klart bedst på hjemmebane. Deres 3-2 sejr i Hjørring for 14 dage siden er deres eneste point erobret på fremmed græs. Uanset modstanderens dyder, så føler Jetsmark-træneren, at hans hold kan komme sejrrigt ud af alle kampe i øjeblikket. - Mentalt, fysisk og holdtaktisk er vi på det helt rigtige niveau. Det er tydeligt, at vi har spillet med det samme hold i mange kampe. - Det eneste jeg kan ønske mig mere er, at vi holder drivet i 90 minutter uden at få udfald undervejs, siger Henning Pedersen, der stiller med præcis samme trup som mod FC Fyn senest.