Nøglekampe for HIF

Hjallerup 2. marts 2003 07:00

HJALLERUP: Der står vigtige udekampe på programmet for nogle af Hjallerup Idrætsforenings håndboldhold i dag. Herreholdet spilller således i Løgstør, hvor holdet skal vinde, hvis den truende nedrykning til jyllandsserien skal afværges i sidste øjeblik. Hjallerup er i øjeblikket tredjesidst, mens Løgstør inden kampen er på fjerdepladsen med 16 point. Hjallerup har 10. HIF's damehold i danmarksserie skal ligeledes spille i Løgstør, der er nummer otte med 10 point, mens HIF er på tredjepladsen med 15. Hvis HIF'erne kan holde den sidste tids stil, er der udsigt til point for gæsterne. For HIF's herrehold i serie 1 bør der være mulighed for at forbedre pointstillingen med to point, når holdet gæster Jetsmark, der er rækkens bundprop med tre point for 14 kampe. HIF, der indledte turneringen flot, er på det seneste rykket ned i tabellen p.g.a. de mange skader i HIF-lejren, men har 12 point på sjettepladsen. HIF's damehold i serie 2 nordkredsen spiller ligeledes mod Jetsmark, men her er forholdet omvendt. Jetsmark er nemlig nummer to med 27 point, mens HIF'erne frister en tilværelse lige over nedrykningsstregen med otte point. Dameholdet i serie 2 sydkredsen, der er på andenpladsen, spiller sin sidste kamp i denne sæson i Svenstrup, hvor hjemmeholdet møder frem som nummer seks med otte point. HIF har 16. En sejr er nødvendig, hvis HIF'erne vil være med i oprykningskampen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...