Nøglen er kompromis

Claus og Mitzi Stefansen har været gift i snart fem år og er derfor i højrisikozonen for skilsmisser. Selv frygter de ikke at blive del af statistikken.

EMNER 12. april 2011 09:00

Der er sket meget for 31-årige Claus og 26-årige Mitzi Stefansen, Nors, siden de en sommerdag i juni 2006 gav deres "ja" til hinanden i Tved Kirke. De er i dag flyttet sammen i en stor ejendom lidt uden for Nors. Her har Mitzi har indrettet butik med salg af rideudstyr samtidig med, at hun arbejder som sygeplejerske på Thisted Sygehus. Claus arbejder som projektingeniør for Skov Ventilation, og så er der lige tre børn på ét, tre og fem, som også skal passes. Dermed ligger de statistisk set i højrisikozonen, hvor flest par kaster håndklædet i ringen og lader sig skille, men det lader det unge par sig ikke kue af. De mener, at det handler meget om forventningerne til hverdagen. - Hvis man forventer for meget, bliver man nemmere skuffet, end hvis man er mere realistisk. Vi har vildt travlt med små børn i øjeblikket, så vi snakker om, hvad vi kan nå, og hvad vi ikke kan nå. På den måde bliver vi ikke skuffet, hvis vi ikke kan nå alle ting, fortæller Claus. Giver og tager lidt Siden parret fik deres tre børn, Gustav, Sander og Jesper, har de nedprioriteret deres hobbys. Det er en hel naturlig udvikling i den fase af livet, de er i, mener de, men parret sørger stadig for at sætte tid af til sig selv og hinanden. - Vi prioriterer meget at få børnene i seng før syv hver aften. Derfor har vi hver aften lige et par timer til at koble af og snakke med hinanden i sofaen foran tv'et. Dem ville jeg næppe undvære, siger Mitzi og tilføjer: - Det er nok mig, der er mest vild med at snakke. Claus kan nogle gange bare godt lide stilheden og roen, men så giver og tager vi lidt begge. Det handler jo meget om kompromiser. På spørgsmålet om et ægteskab kan fungere af sig selv, eller om der skal arbejdes hårdt for det, kommer et enstemmigt svar prompte: - Der skal arbejdes! Mere tid i fremtiden Claus går i øjeblikket og renoverer parrets hus. Samtidig udvider Mitzi snart butikken, og med dertil tre opmærksomhedskrævende børn rinder dagene hurtigt igennem timeglasset. Det er imidlertid helt bevidst, at de så at sige samler tingene i disse år: - Vi har godt vidst, at det ville blive hårdt med tre børn så hurtigt efter hinanden. Men vi har prioriteret det. På den måde regner vi nemlig med at have mere tid til os selv, når børnene om nogle år er mere selvstændige, siger Mitzi. - Men vi må nok også erkende, at dagene aldrig bliver "normale". Der vil altid være nye ting, der skal klares, slutter Claus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...