Akvakultur

Nøglerolle for opdræt i saltvand

Nordsøen Forskerpark går forrest i forskning og kan levere vand til flere fiskefarme.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Direktør Karl Henrik Laursen ser gode resultater i den første runde af saltvand modeldambruget på land ved forskerparken. Foto: Hans Ravn

Som ejer af 65.000 kvadratmeter jord kan Nordsøen Forskerpark blive en hovedhjørnesten for opdræt af saltvandsfisk på land på kommerciel basis. Og fremtiden ligger lige omkring hjørnet, selv om forskerparken ikke selv deltager i kommercielt baseret opdræt. Nordsøen har i den seneste tid ryddet en stor bid af området for træer for at gøre plads til den nystartede virksomhed Danish Salmon, der ifølge institutionens direktør Karl Henrik Laursen som lejer får rådighed over 25.000 af det 65.000 kvadratmeter store areal. - Hele området er udlagt til akvakultur i kommuneplanen. På sigt er vores håb, at der kommer yderligere erhvervsudvikling på det område, udtaler Karl Henrik Laursen. Danish Salmon har fået en miljøgodkendelse til at producere 2000 tons lakseørreder om året i et fuldt recirkuleret anlæg med indtag af saltvand fra Nordsøens buffertank som kilde. På længere sigt er målet at udbygge med to etaper mere til en årlig produktion på 6000 tons. Saltvand nok i tanken - Vi har et helt unikt saltvandsindtag, og det er en forudsætning for at produktionen kan foregår her. Og vi har kapacitet nok til at forsyne hele området, hvis flere vil etablere sig her, forklarer han. I øjeblikket er der ikke flere virksomheder indenfor akvakultur, som har besluttet sig for at etablere sig ved Hirtshals. - Hvis det bliver en succes for Danish Salmon, så tror jeg på interessen kommer, tilføjer Karl Henrik Laursen. For godt tre år siden var Nordsøen Forskerpark ansøger til landets første projekt med opdræt af saltvandsfisk på land. Det var med en af de største aktører Aquapri som samarbejdspartner. Der er endnu ikke taget et eneste spadestik til projektet. I sidste uge blev det stoppet af Natur- og Miljøklagenævnet, fordi nævnet ikke fandt plangrundlaget for Hjørring Kommunes miljøgodkendelse i orden. - Jeg har endnu ikke snakket med Aquapri om, hvad vi så gør, siger Karl Henrik Laursen. Slambassin kaldes lagunen Aquapri er også en af parterne i et fireårigt forsøg i forskerparken med modeldambrug, hvor hensigten nogenlunde er det samme, som det Danish Salmon skal i gang med. Nemlig med at få skabt en miljømæssig bæredygtig akvakultur med saltvand som procesvand. I øjeblikket er forsøgsanlægget i forskerparken tomt, idet det første kuld ørreder er taget op til slagtning. Et tilhørende slambassin ser temmelig frisk ud. - Der er ikke ret megen slam i bassinet. Det kalder vi lagunen. Fiskeopdræt forurener, men der går godt med det tekniske med at bringe forureningen ned så meget som muligt. Det ser rigtig lovende ud, men helt rent kan vandet ikke blive. Den tekniske del går også ud på at begrænse indtaget forbruget af vand, siger Karl Henrik Laursen under en lille rundvisning på forsøgsarealet. Anden omgang i forsøget sættes i gang i april, når et nyt hold ørreder hældes ud i anlægget. - Vi har netop besluttet at køre op i fuld skala og ser, om det kan lykkes at få fiskene til at vokse fra 20.000 kg til 80.000 kg, når de høstes til november, fortæller han. Det første forsøg med opdræt gav ikke fuldt udbytte, da en del af fiskene gik på grund af nogle opstartsproblemer.