Nørgaard vil i aktion

FREDERIKSHAVN: I sidste sæson blev det ikke til mange spilleminutter i Aalborg DH for målvogter Maria Nørgaard, der klart stod i skyggen af norske Katrine Lunde. - Og med udsigt til endnu mindre spilletid i ADH efter klubbens aftale med Rikke Schmidt, har jeg det rigtig fint med at være lejet ud til Frederikshavn Fox i den forestående sæson, siger keeperen, der for to år siden kom til ADH fra FC København. - Det var surt i sidste sæson at træne så meget for at spille så lidt i ligaen, men det bliver forhåbentlig anderledes i Frederikshavn. Jeg bliver fortsat boende i Aalborg, og i hvert fald et stykke tid vil jeg koncentrere mig et hundrede procent på håndbolden, så jeg har intet civilt job ved siden af lige nu. Med tilgangen af Maria Nørgaard og en ny aftale med rutinerede Hanne Frandsen står oprykkerne fra Fox ganske godt rustet på målvogterpladsen, hvor unge Ditte Marie Andersen også er et seriøst bud som førstevalg ovenpå en stærk sæson i 1. division. Ovenpå en del skader er den tidligere U-landsholdskeeper Hanne Frandsen parat til at give den hele armen.jop