Nørhalne-borgere til kamp for trafiksikker vej til skolen CYKELSTI: Protestgruppe indkalder til borgermøde

Pendlertrafikken gennem Nørhalne til motorvejen giver tæt trafik og dermed forældrene nervøse tics og endnu er der ikke udsigt til, at der kommer en køreklar cykelsti. Derfor indkalder de til et protest- og borgermøde på tirsdag på Nørhalne Skole. Og ugen efter vil de have de ansvarlige politikere til at cykle med på turen fra Skråvejen til skolen på en ganske almindelig hverdagsmorgen. - Det skal foregå tirsdag 8. marts klokken kvarter over syv, oplyser tre af de protesterende forældre, Ib Nielsen, Leif Knudsen og Morten Brøndbjerg på protestgruppens vegne. De påpeger, at arbejdet med cykelstien blev indledt for snart otte år siden - i 1997. - Vi kunne godt tænke os snart at få lagt asfalt på cykelstien, så den kan blive køreklar. Derfor indkalder vi til mødet, hvor alle implicerede kan komme med indvendinger eller forsvare deres beslutninger. Vi inviterer politikere, så de kan høre, hvordan vi opfatter hele projektet, og projekterende ingeniører til at gennemgå for os, hvordan amtet behandler den her slags projekter, oplyser de tre. Trafikken på motorvejen er eksploderet, siden motorvejen kom og der kører i tusindvis af biler på strækningen hver dag. Der er ifølge protestgruppen mange flere person- og lastbiler nu, end tidligere trafikmåling viste. - Den mest bizarre ting, der er sket, er, at alle lodsejere solgte jord i tiltro til, at cykelstien kom. Og at alle har fået lov til at betale ejendomsskat af den den jord, der blev solgt for otte år siden, tilføjer de tre