Fodbold

Nørhalne hænger fast i bunden

Kun et point efter fire kampe er det blevet til.

Det ene point kom i hus i sidste weekends uafgjorte kamp, hvor det blev til 1-1 mod lokalrivalerne fra Aabybro. Mod Brovst bølgede spillet frem og tilbage de første 15-20 minutter, med målchancer til begge mandskaber, men i det 25. minut gik det galt efter et hjørnespark, hvor hjemmeholdet headede bolden ind til 1-0. Fem minutter senere har både Anders Nielsen og Dennis Guldborg store chancer for at udligne, men i stedet slår Brovst til igen få minutter senere. Igen er det efter et hjørnespark, som bliver sparket til forreste stolpe, hvor en spiller står helt fri og kan sætte foden på til 2-0. I halvlegens sidste minut får Nørhalne reduceret til 2-1 ved Morten Pedersen, der kan sparke bolden ind efter klumpspil. I pausen havde både træner Palle Nøhr og spillerne en god fornemmelse. De skulle være mere konsekvente og aggressive i de to felter. Udeholdet tilspiller sig da også et par gode chancer, men igen er det hjemmeholdet, der efter 20 minutter slår kontra og øger føringen til 3-1. Få minutter senere tror Nørhalne spillerne, at de har reduceret til 3-2 efter Anders Nielsen har headet i mål, men ifølge træner Palle Nøhr dømte dommeren helt misvisende offside. Kort efter blev hjemmeholdet ramt af et rødt kort og Nørhalne kunne lægge yderligere tryk på. Det lykkedes i det 75. minut at reducere til 3-2 på mål af Lasse Jensen. Fem minutter senere så det rigtig godt ud for det gæstende hold for alle troede, at der var udlignet til 3-3 efter et frispark, men igen ville dommerne have hovedrollen og dømte derfor frispark til hjemmeholdets målmand. Den kendelse frustrere Nørhalne spillerne så meget, at de måtte indkassere to gule kort til Anders Nielsen og Morten Marklund. De to udvisninger betød 9 mod 10 i slutfasen og det gjorde det svært for udeholdet at lægge det nødvendige pres.