Birkelse

Nørhalne måtte nøjes med 0-0

NØRHALNE:Spændingen er intakt i toppen af serie 4, da Fremad Nørhalne tirsdag aften måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Birkelse, som følger lige efter topholdene. De er Thorup/Klim, Aabybro, Nørhalne og Skovsgaard, som alle har 19 point, og de to sidstnævnte mødes søndag i Skovsgaard. Nørhalnes træner Jan Lønne så Birkelse have spilovertaget i 1. halvleg. - Vi fik så justeret nogle ting i pausen og fik så spilovertaget. Vi havde et godt opspil, indtil vi nåede deres felt, og de få chancer, der er i kampen, tilfalder os, siger han. Lars Jensen var tæt på i 1. halvleg, mens Mads Carlsen havde et hovedstød på overliggeren, og Morten Marklund måtte se et hovedstød reddet på stregen. Trænerne roser Morten Christensen for en god kamp, mens fidusen blev delt mellem Lars Jensen og Mads Carlsen.