Skolevæsen

Nørhalne Skole får en mand med musik i

Leder af Gl. Hasseris Skoles musikafdeling med 550 elever, Finn Bonde, er hyret.

NØRHALNE:- Da jeg læste jobbeskrivelsen, tænkte jeg: Det er mig! De bliver nødt til at tage mig, for det dér, det er mig, fortæller Finn Bonde. Fra 1. november er han ny skoleleder på Nørhalne Skole. Både skolebestyrelse og skolechef mente nemlig også, at Finn Bonde var den helt rigtige mand til jobbet. - Vi havde egentlig ikke regnet med, at vi ville få én, der havde ledererfaring, men Finn er leder af Gl. Hasseris Skoles musikafdeling, forklarer formand for Nørhalne skolebestyrelse, Susanne Jensen, der er mere end tilfreds med beslutningen. Finn Bonde har været leder af Gl. Hasseris Skoles musikafdeling i 16 år. - Jeg har været på Gl. Hasseris Skole i 23 år. Det er mit første job. Jeg er en af den slags mennesker, der gør tingene fuldt ud, ler Finn Bonde. Vil prøve noget nyt Men selvom jobbet på skolen i Aalborg har holdt på Finn Bonde i mange år, så er det på tide at prøve noget andet, mener den kommende skoleleder. - Mine børn er så store, at de godt kan klare sig selv. Jeg har en søn på 17, der går i 2. g. og en datter på 20, der skal starte på Roskilde Universitetscenter. Og så tænkte jeg, at hvis jeg skal prøve noget andet, så skal det være nu, hvor jeg stadig har omkring 15 år tilbage i mig, konstaterer Finn Bonde, der har rundet de 48 år. Skolelederne i Jammerbugten er en mangelvare. Og det er et hårdt job med administration, undervisning og høje krav fra forældre. Men alt det er Finn Bonde vant til. - Jeg har været en del af lederteamet på Gl. Haseris Skole, så jeg ved godt, hvad det går ud på. Og jeg er også klar til at tage de vikartimer, der er. Men undervisning bliver det nok ikke til så meget det første år, mener Finn Bonde, der har udsigt til både at finde sine egne ben, skolens ståsted efter kommunesammenlægningen og hente viden gennem kurser, så han er rustet til kommunens krav til ham og skolen. En mand med musik i Det at komme til et lille samfund, hvor de mange ved noget om de fleste, er ikke noget, der skræmmer Finn Bonde. - Jeg stammer selv fra en mindre by som Nørhalne, fortæller den kommende skoleleder. Og netop sammenholdet og kendskabet til hinanden i småsamfund, har været med til at lokke musiklederen ud af busken og byen. - Men jeg flytter godt nok ikke derud. Jeg har 17 minutter i bil. Men nu ser vi, siger den kommende skoleleder. - Vi har heller ikke sat det som et krav, at skolelederen skulle bo her, siger bestyrelsesformand Susanne Jensen, der mener, at Finn Bonde må køre lige så mange kilometer, som han har lyst til. Men andre ting er ikke helt lige meget. At det netop er en mand med musik i, skolen har valgt, er ikke tilfældigt. - Vi er en praktisk musisk skole, så han er bare helt rigtig, mener Susanne Jensen, der glæder sig til at se, hvad musiklederen kan bringe frem i både lærere og børn på skolen i Nørhalne. Ind til videre har Finn Bonde fået gode resultater i Hasseris, hvor han har ca. 550 elever under sig. - Men på Gl. Hasseris Skole er der så mange børn, at det kun er en fjerdedel af skolens elever, der er med til at synge ad gangen. Det er lidt ærgerligt, at de skal deles op. På Nørhalne Skole kan alle eleverne være med, påpeger Finn Bonde. Og netop musikken er dét, der skal være med til at fastholde sammenhold på skolen i fremtiden, mener den kommende skoleleder. - Jeg har skrevet flere musicals, og der kan være med til at samle skolen - hvor alle elever og lærere er med til det, mener Finn Bonde, der glæder sig mindste lige så meget til 1. november, som forældre i Nørhalne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst