Nørre Tranders klar til fastelavn
Temaet for festen er masker

Alle er velkomne til at møde udklædte op
AALBORG:Temaet er masker, når Nørre Tranders Kirke og FDF inviterer til familiegudstjeneste søndag 15. februar kl. 14 i anledning af fastelavn.
Masker er noget, vi alle tager på – også på dage, hvor det ikke er fastelavn.
Nogle gange er det måske mere reglen end undtagelsen, at man har maske på.
Men hvem mon gemmer sig inde bagved, når masken tages af?
Det bliver omdrejningspunktet, når store og små kirkegængere inviteres til en festlig fastelavnsgudstjeneste i Nørre Tranders Kirke.
Det hele kommer til at foregå i børnehøjde og forhåbentligt i et væld af farver.
Sognepræst Kathrine Staghøj Liisberg inviterer nemlig alle – store som små – til at møde udklædt i kirken.
Efter gudstjenesten fortsætter fastelavnsfejringen i Nørre Tranders Kirkecenter, hvor der er tøndeslagning med kroning af kattedronninger og kattekonger og uddeling af præmier for bedste udklædning.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.