Nørresundby Boldklub årets pigeklub i Danmark

Et stort fodboldarbejde i NB belønnet med flotte rygklap til både spillere, trænere og ledelse

AALBORG:70-80 spillere og 10-15 ledere fra Nørresundby Boldklubs pigeafdeling sparkede årsmødet i Jydsk Boldspil-Union (JBU) Region 1 dækkende Nordjylland friskt og farverigt i gang i aftes i Aalborg Parken, en af loungerne på Aalborg Stadion. Nørresundby Boldklub blev nemlig kåret til Årets Pige Fodboldklub i Danmark, og med dette flotte rygklap til både spillere, ledere og trænere fulgte en vandrepokal og en check på 10.000 kroner. - Der er knap 100 spillere fra mikro- til juniorspillere i vores pigeafdeling, der har oplevet konstant fremgang i medlemstallet i de syv-otte år, den har været i gang, siger Kristen Thomsen, afdelingsleder for pigeungdom i NB. En ildsjæl i klubben satte fut i løjerne for syv-otte år siden med de spillere, der nu er juniorer og som i den forgangne sæson blev kredsvinder i pigejunior 1 i regi af JBU Region 1 dækkende Nordjylland - NB fik også kredsvindere i pige 1 og miniputpiger 1. Alle tre hold vandt også deres respektive rækker i forårsturneringen, så der er grøde og potentiale i NB-pigerne. Meget lille frafald - Vi har haft godt udbytte af en masse sociale arrangementer i pigeafdelingen for at fastholde dem og deres interesse for fodboldspillet, fortsætter Kristen Thomsen. - Det kan være weekendture, eksempelvis Rødhus Feriecenter, og overnatninger i klubhuset, deltagelse i Vildbjerg Cup hver sommer, og i 2007 vil vi sandsynligvis forsøge os for første gang med en udlandstur for pigejuniorerne. - Det er meget få spillere, vi har mistet af de nuværende juniorpiger over årene, og det er i stor udstrækning pigernes fortjeneste, at de er så gode til at hygge sig med hinanden over deres fælles interesse for fodbold, understreger Kristen Thomsen. Mr. Nørager hædret Nørresundby Boldklub blev for to år siden kåret til Årets Pige Fodboldklub i JBU Region 1, og klubben har de seneste år været meget aktiv i arrangementer søsat af både JBU og Dansk Boldspil-Union (DBU), eksempelvis Pigeraketten - et årligt stævne for fodboldpiger. Forud for det egentlige årsmøde i JBU Region blev det såkaldte Jyske Bank Legat også delt ud, og det tilfaldt en af ildsjælene fra den himmerlandske fodboldklub Nørager IF. 61-årige Henning Nielsen var blevet indstillet til prisen af den forening, han har givet så meget gennem årene, og klapsalverne var højlydte, da Henning Nielsen modtog hæderen, der blev konkretiseret i et diplom, en check på 2.000 kr. og en statuette. Han har gennem de sidste 20-25 år sat sit store fingeraftryk på en masse i Nørager IF indledt med en rolle som holdleder for børnehold gennem fem år i 1980’erne. Siden var Henning Nielsen i en tilsvarende rolle for oldboys i fire år i 1990’erne, han har været næstformand i Nørager IF siden 1989, og han har også repræsenteret foreningslivet i Folkeoplysningsudvalget i seks år samt været tovholder i vedligeholdelse og rengøring af klubhuset gennem en årrække. Sidst men ikke mindst har Henning Nielsen været primusmotor i en - for det offentlige næsten udgiftsfri - udvidelse af Nørager IF’s klubhus, så områdets børn og unge har et tidssvarende samlingssted i mange år fremover. Gennem de seneste to år har Henning Nielsen brugt stort set al sin fritid og weekender på udvidelsen af klubhuset. Herefter tog repræsentanterne fra de 46 tilmeldte klubber hul på debatten blandt andet omkring anden fase af fremtidens børnefodbold. Christian Fynsk, formand for JBU’s region 1, måtte melde forfald til aftenens møde på grund af dødsfald i familien, og i stedet var det næstformand Jørgen Staun, der aflagde beretning, hvorefter 15 forslag - de fleste fra JBU-bestyrelsen - skulle til afstemning. Men de skarpe driblinger var klublederne og JBU-folkene først færdige med efter redaktionens slutning. Vi bringer en større opsamling fra mødet i torsdagsavisen.