Nørresundby

Nørresundby opgraderet til Tall Ships’

AALBORG:Det bliver ikke kun Aalborg-siden af havnen, der bliver attraktiv i år, når Tall Ships’ Race søsættes. Nørresundby-siden har i den grad fået et kvalitetsløft, og bliver en lige så spænende og oplevelsesrig skue. - Vi vil gerne have begge sider i spil, og i 1999 havde vi utroligt mange mennesker samlet på Aalborg-siden. Det var lige rigeligt med pres, så ved at flytte så mange ting til Nørresundby-siden, håber vi på, at kvaliteten bliver bedre for publikum, siger projektleder Søren Thorst. Da Tall Ships’ Race sidst besøgte Aalborg i 1999 var der ikke noget der hed Stigsborg Brygge. I år bliver området omkring Teknisk Forvaltning et knudepunkt, hvor der bliver opstillet boder, informationsstand og en udendørsbiograf. Derudover kommer den største parkeringsplads til at ligge lige bagved. Ned langs havnefronten til Limfjordsbroen vil der blive mulighed for at bevæge sig rundt mellem et væld af underholdning, aktiviteter og oplevelser. Tre af verdens største skibe fra Rusland lægger således til kaj på Nørresundby-siden. Der bliver opstillet børnetivoli og et kæmpe pariserhjul. Til dem der vil nyde Tall Ships’ Race på en mere rolig måde, er der også et spisetelt og underholdningstelt på Nørresundby-siden. Det bliver heller ikke så svært at komme over på den nordlige havnefront i år. Fra Stigsborg Brygge vil der nemlig sejle færger mellem Aalborg-siden og Nørresundby-siden.