Nøvling - den glemte landsby

Oprensning af branddam, trafikchikaner, cykelstier og bedre busforbindelser er på borgernes ønskeseddel

Skolevæsen 12. december 2004 05:00

NØVLING:Der mangler blot et svanepar, og så en oprensning af byens branddam, så har man det smukkeste gadekær midt i byen. Men sådan er det ikke. Dammen er vokset til. Trafikken suser gennem byen, børnene mangler sikre skoleveje, og busser kører der ingen af om aftenen og i weekender. Nøvling er langt ude, føler borgerne, når det gælder kontakten med de kommunale myndigheder. Man savner en lokalpolitiker til at varetage aktuelle behov. Transittrafik Havde man det, ville man vide, at Nøvling, landsbyen sydvest for Gistrup og sydøst for Visse, lider voldsomt under transittrafik. Mange bilister, der kommer fra Hadsund og Bælum drejer fra Hadsundvej og kører ind over Nøvling, når de har arbejde i den sydvestlige del af Aalborg. De seks-otte bump, som Nøvling er forsynet med, er ikke nok til at give sikkerhed til de lokale beboere, og specielt skolebørnene. - Lutter flinke og rare mennesker i kommunen, men der sker bare ikke noget, mener medlem af bestyrelsen for Nøvling Borgerforening, Erik Pedersen, og bestyrelsesmedlem i forsamlingshuset, Martin Jensen, om samarbejdet med kommunestyret. En pose penge - Lad os komme på kommunekortet, afsæt en pose penge til os, så kan vi aftale, hvad pengene skal bruges til hen ad vejen, lyder ønsket. Borgerne fik i maj 2003 løfte om, at man ville tage ønsket om oprensning af branddammen med i budgetoverslaget for 2004. Men nu er 2004 gået. De har ikke hørt fra kommunen siden dengang i maj 2003, og kommunen gælder i dette tilfælde Park & Natur. Dammen skal helst renses op om vinteren. - Der har ikke været gjort noget de sidste fem-seks år, og så er der med det som alt muligt andet. Når det bliver forsømt over længere tid, bliver det pludselig en både krævende og dyrere opgave, siger Erik Pedersen. Han lægger ikke skjul på, at han sammenligner med branddammene i Ø. Uttrup og Ø. Sundby. De er betydeligt kønnere at se på. Af mere langsigtede ønsker er effektiv trafikchikane som fartdæmper samt skole- og cykelstier til både Gug og Gistrup. Og bedre busdrift. Efter køreplansændringen i foråret er der ingen bus til Nøvling om aftenen og i weekender. Man kan bestille teletaxi og bliver så transporteret til nærmeste busstop. Dårligt for ældre Det er uhensigtsmæssigt for ældre mennesker. Nøvling har også ældreboliger, og de ældre er afhængige af offentlig transport, hvis de ikke selv har vil. Der er nemlig ingen dagligvarebutikker. Borgerne handler i Gistrup eller i Føtex i Aalborg Øst. Brugsen er nedlagt. Der er i øvrigt ingen busforbindelse til Gistrup, uanset om det er dag eller nat. - Det er usmidigt, mener borgerne. Nøvling har mekaniker og flere håndværkere. Der er både kirke og skole og DUS og børnehave ved skolen. Den har omkring 180 elever og går til og med 6. klasse. Herefter sendes børnene til Gug, hvis forældrene da ikke ønsker noget andet. Nogle vælger Gistrup, fordi de føler sig mere knyttede dertil. Det gælder bl. a. Erik Pedersens familie, som tidligere har boet i Gistrup. Farlige veje Uanset, hvilken skole, man foretrækker, er skolevejen ikke sikker nogen af stederne. Til Gistrup, hvor der er 3,5 km, går turen med flere store sving gennem skoven. Vejen er smuk, men farlig for både børn og voksne. Til Gug er der 5-6 km gennem Visse. Her er strækningen ekstrem trafikeret. Af den grund er der også gratis buskort til eleverne til Gug Skole, men ingenting hvis man vælger anden skole. Man forestiller sig en cykelsti ad den gamle vej til Aalborg, der går gennem Gultentorp. Nøvling tæller 160 husstande, og byen er i vækst. Flere unge mennesker er flyttet dertil inden for de seneste år. Stedet er attraktivt ikke kun på grund af beliggenheden tæt på skoven, men også fordi huspriserne er på et overkommeligt niveau sammenlignet med både Gug og Gistrup få kilometer væk. - Det er positivt, at unge mennesker flytter hertil, men det kan hurtigt tage en forandring, når lokalsamfundet lukker ned lidt efter lidt. - Der skal opbakning til fra centralt hold, mener både Erik Pedersen og Martin Jensen. Fællesskabet Sammenholdet fejler ikke noget på stedet. Man samles til både grundlovsfest, sankthans, landsbydage og juletræsfest, ligesom Nøvling Idrætsforening gør et godt arbejde inden for sporten. Det sociale fællesskab får også næring gennem både madklub og gymnastik, og man er begyndt på fælles arbejdsdage. Således stod borgerne sammen i september og malede forsamlingshuset både inden- og udenfor. Nu er man gået i tænkeboks for at finde ud af, hvordan man skaffer penge til nyt tag og nyt gulv. Det kan blive noget med at omdanne stedet til et aktivitets- og kulturhus, så der bliver mulighed for at søge fonde om økonomiske støtte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...