Nøvling lagde afstand til bunden

Håndbold 10. februar 2003 07:00

Jyllandsserien damer Nøvling IF-Kvissel IF 19-13 (6-5) Mål for Nøvling: Christina Kiib 6, Dorthe Nissen 4, Janni Hovaldt 4, Trine Donsgaard 2, Anne Lind 1, Jane Bach 1, Louise Nielsen 1. KLARUP: Aalborgenseren Jan Frank Pedersen tiltrådte trænerjobbet i Nøvling IF midtvejs i turneringen, og efter to sejre i rap kan han være ganske godt tilfreds. Især med målmand Tanja Esko, som reddede fem af Kvissels 10 straffekast. Nu er Nøvling midterplaceret med 13 point og har en afstand på seks til nedrykningspladserne, hvor Kvissel med kun seks point sidder på den dårligste. I begyndelsen var forskellen på de to hold ikke til at få øje med. Begge forsvar spillede op til deres bedste. I angrebene løb skudforsøgene ud i ingenting eller spillerne smed bolden de forkerte steder hen. Spillet bølgede og formede sig jævnbyrdigt, mens Tanja Esko med tre reddede straffekast holdt hjemmeholdet inde i kampen. Efter pausen fik Jan Frank rokeret lidt rundt på tropperne. Herefter viste Nøvling større bredde i opspil og angreb. - Vi fik mere bevægelse i spillet foran Kvissels mål. 10-12 minutter inde i 2. halvleg kom der et skred. Tanja Esko reddede yderligere to straffekast. Imens scorede vi tre gange i træk, hvilket skabte den nødvendige afstand, fortæller Jan Frank, og tilføjer, at hans spillere også viste sig så meget stærkere konditionsmæssigt, at de kunne lukke kampen med en række målgivende kontraangreb. brula

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...