Nogen er mere lige end andre

Danmark er et land, hvor vi er mere lige end de fleste andre lande - det er en given sandhed, jeg er vokset op med og er stolt af. Tænk sig at bo i et land, hvor vi tager os så meget af hinanden at alle bidrager til fællesskabet - og dem der ikke kan bidrage modtager fra vi andres overflod - jeg får næsten lyst til at rejse mig og synge en sang, mens vi holder i hånd og klapper hinanden på ryggen. Men denne uge har også klemt på et par ømme tæer i vores alle sammens futsko, der udgør det hyggelige lille Danmark. Da sidste uge randt ud havde Eva Kjer Hansen trukket alt, hvad hun tidligere havde sagt om ulighed i sig - hun mener slet ikke noget om ulighed mere - eller hun siger det i hvert fald ikke højt. Anders Fogh har i stedet slået fast, at der ikke bør være for stor økonomisk og social ulighed. I fredags kunne vi så læse, at det er mediernes skyld, at politikerne ikke kan debattere om mere eller mindre ulighed. Det var både Tina Nedergaard (V) og Mette Frederiksen (S) enige om. Nu er jeg jo i den grad part i sagen, men jeg er sikker på at medierne meget gerne vil lægge øre, øjne og papir til en lang og nuanceret debat om ulighed og politiske visioner. Anders Fogh Rasmussen kunne i og for sig, have gentaget mottoet om, at der er højt til loftet i Venstre og forholdt sig til det socialministeren egentlig sagde og lagt op til en debat. For debatten er vel både interessant og nødvendig. For eksempel i forhold til, at nærværende avis kunne sidste søndag fortælle at 900.063 danskere er på overførselsindkomst af forskellig slags, og så har vi endda ikke regnet dem på SU og pension med. Det er altså mange i et land med omkring fem millioner indbygger - og uanset hvor godt vi alle sammen sørger for hinanden, så er der en væsentlig forskel på at være en mor med fuldtidsarbejde og en mor på kontanthjælp. Jeg har som repræsentant for det første råd til at pudse min glorie, når jeg sender 100 kroner til et sponsorbarn i Afrika (og det er en helt anden diskussion om fordeling af verdens goder) - mens den enlige mor på kontanthjælp skal vælge, om hun vil bide skamme i sig, og søge Kirkens Korshær om julehjælp - eller hjælp til at sende børnene på sommerferie. Jeg overvejer, om det er for meget at give min knægt en playstation 2 i julegave, mens den enlige mor overvejer, om der overhovedet bliver råd til julegaver. Jeg har ikke en fiks og færdig løsning på problemet - men jeg lytter, når Bjarne Lenau Henriksen, chef for Kirkens Korshær siger, at der bliver flere og flere fattige, og fattige på en måde, som vi ikke har set siden 30'erne. Og de er ikke fattige, fordi de junker eller drikker deres penge op. De er fattige fordi de f.eks. er enlige med børn eller flygtninge. De skammer sig - og bliver isolerede i deres skam - deres unger kan ikke gå til fodbold eller spejder, mens os i den brede middelklasse har problemer med at nå at køre vores unger fra den ene fritidsaktivitet til den anden i vores nye stationcar - med metallak. Så vidt jeg ved, er vi gennemsnitligt blevet rigere og rigere de sidste mange år - men når Bjarne Lenau Henriksen fortæller, at gruppen af fattige samtidig er blevet større, så er det noget i den flotte omfordelingsnøgle, der ikke virker. Kan vi få det til at klappe, så må alle dem, der tjener mere end mig hjertens gerne stable endnu flere penge under madrassen på deres elevationssenge i deres nye luksussommerhuse i første klitrække, eller hvad det nu er de vil bruge pengene på. I tirsdags fortalte vi, at Rådet for Socialt Udsatte i deres årsrapport kritiserer regeringens socialpolitik, som de mener, har ført til ulighed og flere danskere i samfundets slagskygge. Socialdemokraternes Mette Frederiksen er ikke overraskende enig og siger " der er en tendens til at, social nød er blevet forvekslet med dovenskab". Og formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, siger, at vi er blevet mindre solidariske med de udsatte og at både befolkning og politikere, gør hvad vi kan for at glemme de socialt udsatte. Jeg synes stadig, der er grund til at være stolt af at leve i et land med en meget stor middelklase. Men måske skulle vi tørre flødesovsen af mundvigen og tænkte over, om Preben Brandt har ret. Han fik i hvert fald mig til at tænke på den enlige mor til to, arbejdsløs pædagog, som trådte frem i NORDJYSKE i december sidste år og fortalte, hvordan hun kæmpede for at leve for 450 kroner om ugen - og hun var på højeste dagpengesats. Dem på lavere sats, kontanthjælp eller beskåret kontanthjælp - har mindre til leverpostej og rugbrød - rødvin og økologisk kød, taler vi slet ikke om. Når politikerne er blevet enige om, at de ikke er uenige, kunne de måske i stedet bruge tiden på konkrete bud på, hvordan nogle af de 900.000 på overførselsindkomst kommer ud i arbejde til gavn og glæde for vores alle sammens økonomi - også deres egen - og gerne noget mere fantasifuldt end blot at skære i kontanthjælpen. For selvom det måske kun giver 50 kroner mere om dagen at gå på arbejde - så er 1500 om måneden også en slags penge - især hvis du kun har 450 kroner om ugen at leve for. Jeg er sikker på at de fleste viL springe på arbejdet med det samme. I George Orwells Kammerat Napoleon hedder det "Alle dyr er lige - men nogle er mere lige end andre." Det er noget af det som denne uges avislæsning har efterladt i min tanker - og der sidder det forhåbentlig stadig, når en indsamler fra Røde Kors i dag ringer på døren, for at samle ind til nogle af dem, der er lidt mindre lige.