Militær

- Nogen gange græder vi

Irakiske Hisham Ali bor i Hals, men størstedelen af familien er i Bagdad

HALS:Al-Jazeera og CNN bringer nyt fra fronten i Irak helt ind i stuen på Idrætsalle i Hals. Fjernsynets billeder af civilbefolkningens lidelser, flygtninge på vej ud af Basra og de massive ødelæggelser efter brugen af verdens mest højteknologiske våben, rammer Hisham Ali, hustruen og de to børn som en hammer. Den irakiske familie kom til Danmark i 1999, men en stor del af familien befinder sig stadigvæk i Irak midt i krigens øje. 39-årige Hisham Ali har bl.a. sine forældre, to brødre og fem søstre samt deres familier i Bagdad. Det gør det på samme tid svært at lade være men også uudholdeligt at se fjernsyn i disse dage. - Nogen gange kan min familie ikke holde til at se det. Nogen gange græder vi, siger Hisam Ali og kigger ned i bordet. Efter at de første missiler blev sendt af sted 20. marts, har Hisham Ali ikke været i kontakt med familien. Det har været umuligt at komme igennem på telefonen. Uvisheden for, hvad der kan være sket med familien, er svær at tackle. For to dage siden hørte han via fjernsynet om et missil, der slog ned i det område, hvor familien bor. - Jeg er meget ked af det, når jeg ser de billeder af folk, civile, uskyldige, der bliver dræbt, siger Hisham Ali. Kort før krigen brød ud var han i kontakt med familien, og allerede dengang gik snakken om en krig. - Jeg så en kvinde fra Basra i fjernsynet i går. Hun havde mistet børnene og det hele, hun græd, og hun råbte sønnernes navne, siger Hisham Ali. Nu frygter han for, hvordan familien skal klare sig, når der hverken er vand eller elektricitet. - Jeg tror, de er i byen, de vil ikke forlade deres hjem, og hvordan skulle de gøre det med hele familien, siger Hisham Ali. Den ene af brødrene driver en butik, hvor der sælges fødevarer. Selv er Hisham Ali uddannet farmaceut og arbejdede tidligere på et apotek i Bagdad, inden han måtte flygte af politiske grunde. Men selvom han måtte forlade det land, som han er født og opvokset i, er han imod krigen. Saddam er farlig - Først og fremmest vil jeg understrege, at jeg er imod Saddam, Han er en diktator, han er en blodig mand, han er kriminel, han er meget farlig, alle dårlige ord, der findes, kan du bruge om Saddam, siger Hisham Ali. Men modstanden mod krigen skyldes heller ikke omsorg for landets enehersker. - Jeg er uenig med krigen, der er unødvendig, for der er ingen resolution, siger Hisham Ali, der ikke kan forstå, hvordan USA og resten af koalitionen kan gå i krig, uden at et flertal i FNs sikkerhedsråd går ind for krigen. Han understreger flere gange, at han ikke stoler på USA. Hisham Ali tror ikke, at målet er at fjerne Saddam, men at amerikanerne vil kontrollere de irakiske oliebrønde. - Det er en oliekrig, amerikanerne vil have det hele, siger han. Hisham Ali er overbevist om, at det irakiske folk vil gøre modstand mod koalitionen, som han ser som en besættelsesmagt. Vil ikke acceptere besættelse - Det er fuldstændigt uacceptabelt. Irak er et stolt folk, Irak er det første folk. Irak vil ikke acceptere, at USA besætter Irak, siger Hisahm Ali, der henviser til, at den vestlige civilisation blev født i det område, Mesopotamien, hvor Irak ligger i dag. Om de tv-billeder, der viser irakere, der jublende modtager amerikanske soldater, siger Hisham. - Nogen har jo mistet alt, de har brug for hjælp. Den 39-årige iraker tror ikke på, at der kommer et internt oprør i Irak. - Folk blev skuffet over, at da man efter den første golfkrig i 1991 gjorde oprør mod Saddam, fik man ingen hjælp. 14 byer var ude af Saddams hænder. De gjorde oprør, de kunne let have taget Saddam, men de fik ingen støtte. Amerikanerne tillod Saddam at bruge helikoptere og flyvemaskiner, siger Hisham Ali. Dengang rejste shiamuslimer i det sydlige og kurdere i det nordlige Irak et oprør mod Saddam Hussein, men den irakiske hær slog oprøret ned uden koalitionen bag den første golfkrig greb ind. Hisham er dybt skuffet over, at Vesten ikke dengang støttede det interne oprør. Bekymret for fremtiden - Nu efter 12 år vil de ikke gentage samme fejl. siger han. Det var en stor mulighed for at fjerne Saddam dengang, det var let at komme af med ham. George W. Bush's far begik en stor fejl, da han ikke gik efter Saddam. Nu har vi været udsat for sanktioner i Irak i 13 år, det er forkert, siger Hisham Ali. Han er bekymret for, hvad der skal ske efter en krig. Han stoler ikke på udtalelserne om, at USA ikke vil blive en dag længere end nødvendigt, når krigen er slut. - Hvis amerikanerne hjælper med at fjerne regeringen, og de trækker sig ud, når krigen er forbi, så er det helt o.k., siger han.