Nogen har det altid værre

Hornum 13. september 2002 08:00

HORNUM: I aften stiller NC gerne op til de løjer, som sidste års deltagere i Hornumdysten har fundet på. Det er tredje gang, at den lokale udgave af Robinsondysten bliver afviklet, og det er sidste gang med NC ved tøjlerne. Han venter noget med pæleklatring og kast med lagkage. Det tager han med ro, og tænker først på, at det trækker publikum, som vil se giraffen, og i anden række, hvad han kan risikere at få i hovedet. For der er altid nogen, der har det værre... er hans motto. Der er altid nogen, som er mere syge, som sulter mere, som har det dårligere. Så er det værste 11. september, men der kommer altid noget andet, noget værre. - Jeg talte aldrig sygdom med passagererne, da jeg kørte taxa, fortæller han, for så kunne jeg ikke snakke om andet. Oprindelig er han udlært mekaniker og aftjente sin værepligt ved Prinsens Livregiment i Viborg, hvor han blev taget til sergent. Han ville gerne have fortsat inden for militæret, men hans far blev syg, så han afstod fra den karriere. Begge forældre døde kort efter hinanden for 22 år siden. Han er døbt Jørgen Christensen for 41 år siden og blev kaldt bette-NC efter sin far, da de var tre med sammen navn i første klasse. NC-navnet hænger så meget ved, at datteren bliver kaldt Louise-NC og sønnen selvfølgelig bette-NC. Men det er slut med Hornumdysten. Tre år i træk er nok, mener NC. - Man skal slutte, mens det går godt, og vejret har jo været med os. Sidste år ville NC også slutte, men da trådte de to tidligere dyst-deltagere, Camilla Christensen og Dennis Mosbæk til. De tager ferie og bruger en hel uge frivilligt på arrangementet i forbindelse med byfesten i Hornum. Det giver et godt overskud til det lokale foreningsarbejde. Tre gange har NC selv søgt at komme med på Robinson og blandt andet slået på, at han selv arrangerede en tilsvarende dyst i Hornum. - Når jeg ikke selv kunne komme med, kunne jeg jo opleve det ved at arrangere dysten for andre, forklarer han. Få andre til at overskride nogle grænser og væk fra fjernsynet. Ellers er det fodbolden, som interesserer NC. Hjertet banker godt nok for Hornum Idrætsforening, men sønnen spiller i Aars, hvor der er fire ellevemandshold, og hvor NC er hjælpetræner for førsteholdet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...