Skolevæsen

Nogen har sat noget i gang

Danskerne har aldrig været mere forgældede, hed det i avisoverskrifterne for en uge siden - og næppe var det skrevet, før en minister måtte gå af, fordi hun er én af dem. Eller fordi hun - som man påstår, de fleste kvinder gør - overlod til sin bedre halvdel at jonglere med de hjemlige gældsbeviser og inkassostævninger, mens hun intetanende passede sit job uden for hjemmets fire vægge? Enhver med en hårdt optrukket kassekredit eller med den samme tillid til egen økonomisk ansvarlighed vil forhåbentlig vide at tage ved lære - og Henriette Kjær må trøste sig med den stribe af fortilfælde lige fra Ritt Bjerregaard og selveste Arne Melchior, som måtte gå af for det, der var værre. Ingen har i det mindste sagt, at hun har brugt af de ministerielle kasser for at opretholde dyre vaner - hverken ministerens eller den private Henriette Kjærs. Men "nogen har sat det i gang", fastslog hun på pressemødet om sin afgang, og måske har hun - eftersom hun sikkert også har set Kongekabalen, der just handler om den slags - en vis insider viden om, hvordan det foregår. Et sted synes hun måske endda, at strategien, set gennem snigskyttens sigtekorn, var vellykket. Hvorom alting er, så blev der altså ikke nogen dronningerunde, da kabalen skulle lægges. Hjerterdame var ikke ude. Men det var til gengæld en af de berømte knægte fra Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, så såre spillet var i gang, og Henriette Kjærs afgang næsten var glemt i den nye ministertumult: - Træls, gav han udtryk for, at regeringen ikke benyttede regeringsdannelsen til at nedlægge familie- og forbrugerministeriet, sådan som hans parti hele tiden har ment. Var det nu taktisk klogt at sige lige dèt - lige nu...Eller er det bare mere stuerent at gå efter bolden... Nej, glem det...hvor skulle jeg vide det fra? Og nu har nationen jo også andet at tage sig af, selv om ændringen af Regeringen Anders Fogh Rasmussen I til Regeringen Anders Fogh Rasmussen II ikke i sig selv synes at ryste grundvoldene ekstraordinært. Ikke engang vicestatsministerens, så det ud til på Amalienborg Slotsplads, selv om han har været i overstadigt festhumør, lige siden flere timer og flere prøver og flere rapporteringsskemaer i folkeskolen blev skrevet ind i regeringsgrundlaget. Men måske smiler han endnu, fordi han bare ikke kan huske for alle stramningerne på udlændingeområdet, at fhv. seminarieadjunkt Bertel Haarder i sine første over ti år i Undervisningsministeriet blev betragtet som en decentraliseringens mand, der uddelegerede større ansvar til skolebestyrelserne og større frihed til højskolerne, end de nogensinde havde bedt om. At også landets biskopper smiler ved udsigten til en ny kirkeminister, er der næppe heller tvivl om. Måske, fordi de er fornøjede med at komme af med hende, de havde, mere end af glæde over den nye. De kan gøre regning uden vært. Måske er der et og andet - f.eks. om magtfordeling -, der er dryppet fra præsten til degnen, inden Tove Fergo lod sig slå ud - ikke af bisperne, forstås, men af pressen, som angiveligt har bragt de forunderligste løgnehistorier til torvs om hendes embedsførelse. I hvert fald titlen på Haarders speciale i statskundskab i sin tid kan antyde et vist fællesskab: Grundtvigs frihedssyn. Og mens de overordnede linjer således fyldte medierne, rumlede hverdagen videre i ugen, der gik, og faldt man ikke i snedriverne, som lagde en dæmper på meget, så kunne man falde over både den ene og den anden, der ligesom den afgåede forbrugerminister ved, at nogen har sat noget i gang - og at det i hvert fald ikke var dem selv. I Hals mener f.eks. borgmesteren, at afdelingslederen i personaleafdelingen har sendt en mail, som var skyld i, at hele sagen om fyringen af en anden Henriette, nemlig Henriette Høgsbro, gik skævt. Kommunaldirektøren, som sendte en ny mail, mener, at det snarere er en erhvervspsykolog med store armbevægelser, der har viftet med nogle vognstænger, som har skylden. Men den står psykologen ikke model til. Det er i bedste fald baseret på en forkert fortolkning af virkeligheden, skriver hun i et brev. Men kan man vide, hvad der er virkeligt? Ja, i ugen, der gik, kunne man endda se det med egne øjne, da virkeligheden i stimer løb over tv-skærmene i form af det ene reality-show efter det andet. Og så må det jo være virkeligt, ikke sandt? Restauratør Thanasis Psyllos siger nej. Da han afleverede sin restaurant, Akropolis i Aalborg, til TV2-serien Min Restaurant, var der rent og pænt. Da de nye "restauratører" rykkede ind, var der møgbeskidt. Ja, og det var der også på de to restauranter i Odense og København, som også er med i serien. Det er virkelig underligt.