Lokalpolitik

Nogen må jo tale usandt...

Nu kører igen den evindelige snak om de amtslige og kommunale budgetter kontra aftalen med regeringen.

Er der virkelig ingen, der kan fortælle os stakkels borgere hvem, der har ret? Er der tilført kommunerne flere penge ud over det, som regeringen har lovet borgerene? Er pengene fulgt med eller ej? Er de mange milliarder, Thor Pedersen taler om, renset for almindelig fremskrivning? Fra regeringens side siges det, at kommunerne og amterne har de penge, der skal til. De skal blot prioritere. Kommunerne og enkelte amter siger der mangler penge. Hvad skal vi tro? Det må da være personer, der kan fortælle os sandheden. For helt ærligt, hvem tror på Thor Pedersen eller Lars Løkke Rasmussen? Nej, vel? Når vi ser, at flere kommuner her i Nordjylland skal spare mellem tre og fem procent, hvilket svarer til mellem tre og fem års stigning, ifølge regeringen, kan alle forstå lokalpolitikernes frustrationer. Men hvad har de prioriteret i stedet? Her i min kommune, Hjørring, hvor jeg også er ansat, har der været besparelser de seneste fem år, og jeg kan ikke se, sy der er prioriteret nye tiltag i stedet. Er sandheden ikke den, at når kommunen må bruge én pct. mere pr. år, og så f.eks. socialområdet, sygedagpenge, kontanthjælp stiger fire pct., så må der spares tre pct. på børnepasning, skoler og ældreområdet. Er det ikke sådan, det ser ud? Her i min kommune, som jeg ser, har der kun været besparelser de seneste mange år. Hvad skyldes det? Skattestoppet eller dårlige embedsmænd og politikere, som regeringen jo siger, eller lyver Thor Pedersen? Kan NORDJYSKE ikke prøve at undersøge bare én nordjysk kommune, så vi kan se hvem, der lyver?