Voksenundervisning

Nogen måtte gøre noget

Amerikanske Lila Towle har været aktiv i fredsbevægelsen, men føler ikke, hun kunne gøre noget for at stoppe Irak-krigen. Nu koncentrerer hun sig om at dyrke sin have

LINDUM:Valget faldt på en rejse til Japan, da amerikanske Lila Towle og hendes danske mand Mogens Andersen skulle fejre deres sølvbryllup og hendes 60 års fødselsdag mandag 31. marts. Lila Towle, der bor i et lille bindingsværkshus i landsbyen Lindum ved Hobro, er fascineret af alt, hvad der spirer og gror. Hun dyrker sin have efter økologiske principper og er formand for Frøsamlerne, der arbejder for at bevare gamle blomster og planter. Japan er kendt for sin forfinede havekunst, og så er det et uhyre gæstfrit land. For sit indre blik kan Lila Towle se japanske billeder af stor skønhed - en zen-buddhistisk have formet som Fuji-bjerget er et af de smukkeste - men der er også billeder af ufattelig gru blandt hendes rejseminder. Lila Towle, der har været aktiv i fredsbevægelsen, besøgte forrige onsdag fredsparken i Nagasaki, anlagt til minde om den augustdag i 1945, da amerikanerne kastede en atombombe over byen. I fredsparken så Lila Towle et kildevæld til ære for de mange bombeofre, der var blevet forbrændte og bad om vand, men ikke kunne få det, fordi vandforsyningen var ødelagt. Lila Towle var dybt berørt over de mange øjenvidneberetninger, man kunne læse i centret. Men når hun alligevel gik fra stedet med en vis optimisme skyldtes det den meget velafbalancerede historiske fremstilling, japanerne efter hendes mening gav. - Der stod, at Japan har været under en militær regering, der har invaderet andre lande. Med baggrund i deres historie har japanerne konkluderet, at militarisme ikke er en god idé. - Jeg gik derfra og tænkte, at måske har vi mennesker alligevel lært noget. Men blot få timer efter startede der en krig et andet sted i verden - i Irak, måtte Lila Towle nedslået konstatere. Hun har naturligvis hørt argumentet om, at atombomben var nødvendig for at spare amerikanske liv, men hun kan ikke forstå, at det retfærdiggør at slå så mange civile ihjel. Bomberne dræbte omkring 100.000 mennesker på stedet. Andre tusinder døde i dagene og månederne efter af forbrændinger og radioaktiv stråling. Koldkrigsbarn Lila Towle voksede op på landet i New Hampshire i USA. Det var under den kolde krig, hvor frygten for en gentagelse af rædslerne i Hiroshima og Nagasaki lurede. Lila Towle husker de øvelser, der skulle forberede hende og skolekammeraterne på, hvad de skulle gøre i tilfælde af en atomkrig. - Det hed "duck and cover" (på dansk: duk dig og kryb i skjul). Bagefter kunne jeg se den utrolige naivitet i den øvelse. Det ville ikke have hjulpet folk i Nagasaki, at de havde gemt sig under et spisebord. Lila Towle kom med i fredsbevægelsen, fordi "nogen måtte gøre noget". Hun deltog i 1960'ernes demonstrationer mod atomoprustning og var med i en fredsgruppe i Hobro i flere år. Men ved murens fald i 1989 syntes truslen om atomkrig at forsvinde. - Jeg beundrer folk, der arbejder for den samme sag, når de bliver ældre. Men jeg har ikke følt, jeg kunne gøre noget for at standse krigen i Irak. - Er du desillusioneret? Lila Towle tænker meget længe. Så svarer hun, at selv om det ser håbløst ud, så kan det jo ikke nytte på forhånd at gå ud fra, at ens indsats ikke hjælper. Hun er nødt til at tro på, at verden ville have set meget værre ud, hvis hun intet havde gjort. - Men måske skulle alle begrænse deres aktiviteter, for eksempel fredsarbejde, til en bestemt del af deres liv. Jeg synes, jeg har taget min tørn. Og lige nu er dejligt at have noget praktisk at tage mig til i det nære, som havearbejde. - Man skal passe på, at verden ikke bliver en dårlig arbejdsplads, hvor man brænder ud! Daghøjskolen gjorde hende dansk Hobro Daghøjskole har været en god arbejdsplads for hende. Sammen med Lene Høgh startede Lila Towle skolen for 20 år siden. Lila Towle var meget optaget af den danske folkehøjskole og dens folkeoplysende virke, og hun erklærer, at daghøjskolen har været med til at gøre hende dansk. - Det har været en integrationsproces på 20 år. Når jeg denne gang fejrer min runde dag på daghøjskolen, er det med et dansk kaffebord. - Det har jeg ikke helt tjek på, så jeg har bedt både lærere og elever om råd. Skal der være lagkage, og hvilken slags småkager skal jeg byde på, for at det er rigtig dansk. Et særligt træk ved danskerne har Lila Towle aldrig vænnet sig til. Efter 27 år her i landet kan det stadig undre hende, at man skal dele så sparsomt ud af ros, og at man ikke må takke folk for en særlig indsats. - Amerikanere er gode til at lave små ceremonier som udtryk for, at man påskønner en person. Men i Danmark siger man: "Det var hans job, og hvis han har gjort det godt, må han jo vide det selv. Og forresten var han ikke alene om det". Græskar og majs Lila Towles opvækst på landet vakte tidligt hendes interesse for havebrug, og i Danmark har hun dyrket typisk amerikanske afgrøder som græskar og majs i sin have. Hun synes, at planternes kulturhistorie er spændende, og i foreningen Frøsamlerne er hun med til at sikre, at gamle sorter ikke uddør. - Vi prøver at finde nogle ting, som ellers ville forsvinde, for eksempel Maries høje ært. Planten bliver to-tre meter høj, og det kunne folk godt lide i gamle dage, men nu om stunder skal ærter være lave, fortæller Lila Towle, der også godt kan lide at prøve noget nyt. Som de usædvanlige hestebønner, hun blev præsenteret for i Japan. Blomsten var halvt hvidt, halvt blå, og en sådan blomst havde Lila Towle aldrig set før. I en frøhandel i Japan fandt hun frem til bønnesorten, og nu er hun spændt på, om det skal lykkes for hende at få et blomstrende rejseminde i haven.