Nogen skal det gå ud over

Nogen skal det jo gå ud over. Sådan kunne man tænke, når man hører det konservative folketingsmedlem Jacob Axel Nielsens beskyldninger mod nordjyderne for at være grædekoner.

EMNER 10. oktober 2006 21:26

Man kan fundere lidt over, hvorfor Nielsen er så lidt forhippet på at vise samhørighed med sin landsdel, men ham om det. Det må være tilladt at konstatere, at Nordjylland har ringere vilkår på en række punkter uden at blive beskyldt for klynkeri. Vi har traditionelt været hjemsøgt af arbejdsløshed på trods af et effektivt og omstillingsvenligt erhvervsliv. Det offentlige har flyttet tusindvis af arbejdspladser væk fra det nordjyske, og vi har alt andet lige en ringere konkurrenceevne end andre landsdele. Det er selvfølgelig ikke Nielsens skyld. Men hans indsats er da mindre end hjælpsom. Hans partifælle Lene Espersen har f.eks. gentagne gange støttet, at Kort- og Matrikelstyrelsen flytter til Nordjylland. Hidtil uden resultat, men måske en dag...? Virkeligheden for den konservative nordjyske politiker er snarere den, at der ikke rigtig er dækning for alle løfterne. Nielsen gik til valg på at afskaffe efterlønnen til fordel for en seniorydelse. Men når fx staten bygger en bro – Storebælts- eller Øresundsbroen – får det konsekvenser for Nordjylland i form af nedgang i såvel antallet af rejsende og af transporten til de skandinaviske lande. Det er ikke klynkeri, men en realitet som transportministeren og Jacob Axel Nielsen må forholde sig til. Han og hans parti lover også lavere skatter. Men efterlønnen var K med til at sikre i velfærdsforliget, og skattenedsættelser kan de borgerlige ikke enes om. De konservative har ikke flere skud i bøssen rent politisk, for ingenting lykkes for dem. Jo, at sidde i ministerbilerne er de ret gode til. Men når resultaterne udebliver, og de konservative kører fast med deres mærkesager, så er det da logisk, at Nielsen skælder ud til højre og venstre. Men at kalde sine egne vælgere i Nordjylland ”grædekoner” må da vist kaldes enestående. Så ved vi til gengæld, at Jacob Axel Nielsen ikke vil være at finde blandt de nordjyske politikere, som vil tilføre landsdelen ny dynamik og flere arbejdspladser – heller ikke, selv om hans konservative partifæller iøvrigt deltager i initiativerne. Det er nyttigt for vælgerne at vide.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...