Noget af en udfordring

Lokalpolitik 25. oktober 2008 06:00

Hjørring skal have en ny borgmester efter byrådsvalget i november næste år. Det ligger fast, efter at borgmester Finn Olesen (S) i går meldte ud, at han ikke genopstiller til valget. Ved at have udsat denne udmelding, har Finn Olesen selv været med til at give borgerne fornemmelsen af, at sandsynligheden for, at han stoppede i kommunalpolitik, var stor. Der er ingen tvivl om, at Finn Olesen blev sat på en uriaspost, da han 1. januar 2007 satte sig i den politiske lederstol for den nye storkommune, efter han i et år havde været formand for Sammenlægningsudvalget. Dramaet startede allerede på valgaftenen, da Socialdemokraterne - trods et valgnederlag - fik bragt borgmesterposten i udsigt med støtte fra alle partier - undtagen Lokallisten. En kage, der blev bagt for at undgå, at Knud Størup fra Lokallisten fik borgmesterposten. Siden har opbakningen til Finn Olesen fra de mange partier, der pegede på ham som leder, været så som så. Ja til tider ikke eksisterende. Finn Olesen er et sødt, rart og særdeles fint menneske. Et meget ærligt menneske, der altid har bevaret roen og aldrig skejet ud. For sød og flink og uden skarphed, mener nogle. Andre at han er for styret af embedsmændene - ikke mindst af kommunaldirektøren. Ingen tvivl om, at det har været svært at komme efter Bent Brown (S) på borgmesterposten. Bent Brown var aldrig i tvivl om loyaliteten fra gruppen og det trofaste støtteparti - de konservative. Det har også været - og er stadig - en stor udfordring at få ansatte, politikere og borgere fra fire tidligere kommuner til at finde fodslag om en fælles kultur og fremtid. Uden skelen til geografisk ståsted. En fremtid, hvor alle områder bliver tilgodeset. Om 14 måneder vender Finn Olesen tilbage til tid med familien. Kone, tre sønner, svigerdøtre og syv børnebørn. Til den tid, kan Finn Olesen være sikker på loyalitet og opbakning. De begreber har de bedste vilkår i familiens skød.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...